Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Regnar Lodbrog

Oprindelig forfatter JL-J Seneste forfatter Redaktionen

Regnar Lodbrog med Kraka i fiskenettet (tv.) og med kongedatteren Thora (th.). Tegning fra 1854 af Lorenz Frølich.

Regnar Lodbrog med Kraka i fiskenettet (tv.) og med kongedatteren Thora (th.). Tegning fra 1854 af Lorenz Frølich.

/@api/deki/files/24121/=ud_a_117258.mp3?revision=2

Regnar Lodbrog, dansk sagnkonge. Der er gjort flere forsøg på at identificere Regnar med historiske vikingehøvdinger fra 800-t., men selvom skikkelsen muligvis har en spinkel historisk kerne, er Regnars historie, som den fortælles hos Saxo og i den islandske Ragnars saga loðbrókar, at betragte som et konglomerat af sagn af forskellig oprindelse.

Navnet Lodbrog kommer af gammeldansk loth 'noget loddent, hår, uld' og brōk 'bukser'.

Sit tilnavn får Regnar ifølge Saxo og sagaen pga. de lodne skindbukser, han er iført, da han besejrer en drage eller lindorm, som bevogter den svenske kongedatter Thora Borgarhjort. Thora bliver derefter Regnars første kone; hans anden kone er Kraka.

Med begge sine koner har Regnar sønner, som siden bliver berømte krigere (se Lodbrogsønnerne). Regnar hærger langs de engelske og franske kyster og udfører mange bedrifter, men ender sine dage i den engelske kong Ellas ormegård.

Annonce

Den historiske kong Ella af Northumberland faldt i 867 ved York under et angreb af Lodbrogsønnerne; deres erobringstogt tolkes i den nordiske overlevering som faderhævn, idet de fanger kong Ella og "rister ham en blodørn", dvs. flår skindet af hans ryg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jonna Louis-Jensen: Regnar Lodbrog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149677