Slobodan Novak, 1924-2016, kroatisk forfatter. Som en af redaktørerne af bl.a. det litterære tidsskrift Krugovi (1955-57) var han med til at præge kulturen og de teoretiske diskussioner, der blev ført i en periode, hvor kroatisk litteratur og de øvrige jugoslaviske litteraturer åbnede sig for vestlige påvirkninger. Novaks eget forfatterskab forholder sig skeptisk til forholdet mellem mennesker i den moderne verden og søger i kortromanen Det tabte land (1955) tilbage til barndommens renhed, som han konfronterer med de voksnes destruktive verden. I hovedværket Guld, røgelse og myrra (1968) lider romanens jeg-fortæller under omgivelsernes misforståede omsorg for ham.