Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Serbien og Montenegro - litteratur

Oprindelig forfatter PJac Seneste forfatter Redaktionen

Det første serbiske litterære centrum i nyere tid opstod i slutningen af 1700-t. i det sydlige Ungarn, hvor hundredtusindvis af serbere havde slået sig ned og på den måde kom i berøring med europæisk åndsliv.

De første litterære bestræbelser, hvis mest betydningsfulde repræsentant var Dositej Obradović, gik ud på at omplante de europæiske oplysningstanker, klassicisme og sentimentalisme til det patriarkalske serbiske miljø.

Fra midten af 1800-t. flyttedes det politiske og kulturelle tyngdepunkt til det egentlige Serbien og hovedstaden Beograd, og litteraturen fik især under indflydelse af folkemindesamleren og sprogreformatoren Vuk Stefanović Karadžić stærke impulser fra den folkelige digtning.

Annonce

Den unge serbiske lyriker Branko Radičević og den montenegrinske fyrstebiskop Petar Petrović Njegoš står som romantikkens to største navne omkring midten af 1800-t. I slutningen af århundredet fik især fransk litteratur betydning for lyrikere som Vojislav Ilić, Milan Rakić og Jovan Dučić.

I tiden mellem 1. og 2. Verdenskrig eksisterede avantgardistiske retninger ved siden af en socialt engageret nyrealisme. Takket være det tidlige brud med Sovjetblokken kom den socialistiske realisme ikke til at spille nogen rolle i efterkrigslitteraturen.

I 1961 fik Ivo Andrić nobelprisen i litteratur. Forfattere som Miloš Crnjanski, Miodrag Bulatović, Aleksandar Tišma, Borislav Peki (1930-1992) og Danilo Kiš er ligeledes oversat til mange sprog.

Efter 1991

I 1990’erne, var et stort antal af Serbiens intellektuelle stærkt kritiske over for den politiske situation i landet og Slobodan Miloševićs nationalistiske regime. Forfattere som Slobodan Selenić (1933-1995), Ljubomir Simović (f. 1935) og Duško Kovačević (f. 1948) protesterede i skrift og tale imod krigen; i skuespillet Den professionelle (1990, filmatiseret 2003 af ham selv) gav Kovačević således udtryk for, at Miloševićs regime i bund og grund var en videreførelse af Titotidens repressive styre.

En række postmodernistiske forfattere gjorde sig ligeledes stærkt gældende i 1990'ernes serbiske litteratur. Blandt disse kan nævnes David Albahari (f. 1948), som under Milošević blev chikaneret i en sådan grad, at det fik ham til at forlade Serbien og slå sig ned i Canada. “Livet går i forskellige retninger, det samme gør jeg i mine fortællinger”, har han sagt om sine værker, der afviger markant fra den traditionelle lineære fortælling. To af hans romaner Lokkemad (1996, da. 2000) og Götz og Meier (1998, da. 2005) er oversat til dansk.

Svetislav Basara (f. 1953) har opnået stor popularitet og har overtaget rollen som serbisk litteraturs "enfant terrible" efter Midrag Bulatović. Basara står uden for alle kategoriseringer og har bl.a. udgivet en stribe absurde romaner med sig selv og sine forfattervenner som hovedpersoner, eksempelvis Looney Tunes, Den mongolske Bädecker og Historien om cyklisterne.

Mihajlo Pantić (f. 1957) har foruden essays om og analyser af serbiske forfattere, skrevet korte noveller i samlingerne Wonder i Berlin (1987), Jeg kan ikke komme i tanke om en sætning (1993), Fortællinger fra Novi Beograd (1994) og Kosava-blæstens syvende dag (1999).

Hidtil er forfattere fra Montenegro blevet regnet for serbiske forfattere, men med den i 2006 opnåede selvstændighed synes der at være dannet grobund for anerkendelse og udvikling af en selvstændig montenegrinsk litteratur.