Milorad Pavić

Milorad Pavić, 1929-2009, serbisk forfatter. Han debuterede i 1967 med digtsamlingen Palimpsester, fulgt op af novellesamlingerne Jerntæppet (1973) og Den russiske mynde (1979).

Sit internationale gennembrud fik han med romanen Khazarernes bog (1984, da. 1989), der angiveligt er en rekonstruktion af et leksikon om khazarerne fra 1691. I et raffineret spil mellem kendsgerninger og fiktion beskrives livet og al søgen efter viden som en illusion; romanen regnes som det vigtigste jugoslaviske bidrag til den moderne fantastiske fortælling.

Siden udviklede Pavić sin ikke-lineære prosa i romaner, noveller og skuespil med et gennemført dualistisk verdenssyn. Romanen Den indre side af vinden (1991) er en "klepsydra-roman" med to titelblade og slutningen midt i bogen, om manden som kun halvdelen af det stærke og det fuldendte og kvinden som den fuldkomne og harmoniske helhed.

Den sidste kærlighed i Konstantinopel (1994) er, som i tarotspillet, et symbol på al opnåelig menneskelig visdom. Skriveæsken (2001) blev skrevet under indtryk af Jugoslaviens opløsning og Balkans forhold til Europa. En af romanens hovedpersoner vil for enhver pris være europæer, glemme sit modersmål og desertere, men må sande, at Europa aldrig vil acceptere ham.

I "delta-romanen"Unikat (2004), der er en blanding af krimi og kærlighedshistorie, videreudvikler Pavić plottets forgreninger i en ny litterær leg; handlingen forgrener sig i hundrede flodarme med hver sin slutning.

Et landskab malet med te (2005) er en roman om at læse både vandret og lodret; fortid og nutid, lys og mørke, sandhed og løgn, begyndelse og slutning blandes sammen, og alt er uvirkeligt og stillet på hovedet.

Sammen med sin kone, Jasmina Mihajlović, har udgivet Pavić En kærlighedsroman i to fortællinger (2004), hvor hun har skrevet den kvindelige fortælling, han den mandlige.