Faktaboks

Aleksandar Tišma
Født
1924
Død
2003

Aleksandar Tišma. Fotografi fra 1999.

.

Aleksandar Tišma, 1924-2003, serbisk forfatter. Tišma voksede op i det etnisk blandede Novi Sad, hvis fredelige nationale sameksistens med udbruddet af 2. Verdenskrig slog over i jødeforfølgelser, etniske udrensninger og folkemord. Oplevelserne fra disse år, hvor han, som halvt jøde, selv måtte flygte til Budapest for siden at slutte sig til de kommunistiske partisaner, satte sig dybe spor i hans forfatterskab, hvis hovedtema er volden både som menneskelig perversion og som middel og mål i en menneskefjendsk og totalitær ideologi. I romaner og noveller skildrede han således nådesløst mennesket i tidens og historiens vold med nazismens jødeforfølgelser og koncentrationslejren som den yderste konsekvens.

Tišma debuterede i 1956 som lyriker, men forlod genren til fordel for prosaen. I hans første to novellesamlinger Skyld (1961) og Vold (1965) skildres volden som udtryk for et følelsesafsporet og depraveret liv. Under et besøg i koncentrationslejren Auschwitz fandt forfatteren imidlertid sit rette tema, den systematiserede, ideologiske vold. I en række romaner skildrede han herefter med stærk, kold realisme fornedrelserne og tilintetgørelsen i kz-lejrene og med dybdeborende psykologi de overlevendes tilværelse efter krigen. Således fx i romanerne Brugen af mennesket (1976, da. 1996), en polyfon skildring af brugen og misbrugen af mennesket under nazismen og kommunismen, og Kapo (1987, da. 2000), en dybdeborende psykologisk skildring af en kapos forsøg på at befri sig fra fortidens traumer. Blams bog (1972) handler, med tydelig allusion til Jobs Bog, om en af de få jøder i Novi Sad, der overlevede holocaust. I romanen Dem, vi elsker (1990) bliver mænds søgen efter glemsel hos prostituerede i efterkrigsårenes Novi Sad transponeret til had, vold og begær.

Tišmas romaner er stilistisk komplicerede strukturer, på samme tid psykologiske romaner og litterære krøniker, på én gang dokumenter om nazismens forbrydelser og om de første efterkrigsårs stalinisme i Jugoslavien. Tišmas dybt pessimistiske forfatterskab var længe upåagtet uden for hjemlandet og blev først opdaget og udbredt i forbindelse med udbruddet af borgerkrigen i Jugoslavien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig