Schweiz - litteratur (tysksproget litteratur)

Schweiz - litteratur (tysksproget litteratur), Den tysksprogede schweiziske litteratur betragtes uden for Schweiz i reglen som en del af den tyske litteratur, medmindre den er begrænset i sin virkning ved at være skrevet på schweizertysk. Betydelige schweiziske forfattere har gennem tiderne fået plads i den tyske litteraturkanon, og mange schweizere publicerer på forlag i Tyskland.

Som schweiziske særtræk peges gerne på det borgerligt-humanes dominans, som igen forklares dels med karakteren af den radikale schweiziske reformation, dels med den tidlige udvikling af lokalt demokrati, der har skabt en på samme tid kritisk og solidarisk indstilling til nation og samfund.

I højmiddelalderen spillede især klostret i Sankt Gallen (Notker Labeo, d. 1022) en rolle som kulturcentrum, ligesom senere både den episke tradition og minnesang er repræsenteret i Schweiz.

I reformationstiden udgik stærke impulser fra Schweiz (Zwingli i Zürich, Calvin i Genève, Niklaus Manuel Deutsch i Bern), og den schweiziske protestantisme kan følges i litteraturen over pædagogen Johann Heinrich Pestalozzi i 1700-t. til forfattere som Jeremias Gotthelf i 1800-t. og Friedrich Dürrenmatt i 1900-t.

Schweiz står da også for de vigtigste sydtyske bidrag til oplysningstidens litteratur såsom Albrecht von Hallers (1708-77) store digt om Alperne (Die Alpen, 1729), Salomon Gessners idyller og æstetikerne Johann Jakob Bodmer og Johann Jakob Breitinger (1701-76).

Landet ydede ikke betydelige bidrag til romantikkens litteratur, men til gengæld meget vægtige til 1800-t.s realistiske fortællekunst (foruden Gotthelf især Gottfried Keller) og til den tidlige symbolisme (C.F. Meyer).

I det tidlige 1900-t. repræsenterer Carl Spittelers kosmiske digtning en speciel tendens, gerne og ofte citeret af en anden schweizer, dybdepsykologen C.G. Jung, mens romanen udvikledes af Robert Walser og senere af Albin Zollinger (1895-1941).

Som det eneste tysksprogede område blev Schweiz ikke underlagt nazismen, og den bevarede kulturelle horisont, som den bl.a. repræsenteredes af Schauspielhaus i Zürich, var en af grundene til, at schweizerne Max Frisch og Friedrich Dürrenmatt blev centrale skikkelser i tysk litteratur efter 1945.

Men også ny tysk litteratur har schweiziske indslag af mere end regional betydning, fx værker af Peter Bichsel og Adolf Muschgs (f. 1934) Albisser Grund (1974) og Sutters Glück (2001).

Læs videre om fransksproget litteratur i Schweiz eller læs om Schweiz generelt.