Schweizisk fransksproget litteratur har en klar regional karakter over sig, idet hver kanton har haft sine mærkbare særpræg. Fx har katolske områder kunnet tegne sig markant over for protestantiske. En krønike fra Neuchâtel med skildringer bl.a. fra et slag i midten af 1400-tallet er den ældste kendte prosatekst.

Men selvom også andre tidlige tekster kendes, var det først med Reformationen, en litterær opblomstring ramte især Genève og Lausanne. Jean Calvin og Théodore de Bèze var med deres opbyggelige skrifter markante figurer i perioden. I de følgende århundreder forblev Genève en protestantisk bastion i Mellemeuropa.

I 1700-tallet oplevedes et stærkt samspil med filosoffernes Frankrig: Voltaires ophold uden for Genève fik stor betydning for byens elite, ligesom Madame de Staëls skrifter senere virkede ind i Frankrig.

Mest bemærkelsesværdigt er dog Jean-Jacques Rousseaus forhold til sin fødeby, Genève, hvis teaterfjendske syn han forsvarede i et af sine skrifter, men som alligevel var ham fjendtligt stemt pga. hans radikale frihedstanker.

Den såkaldte Helvétisme, der har sin rod i Lettres sur les Anglais et les Français (1725) af Muralt (1665-1749), udvikledes senere i århundredet af Bridel (1757-1815) i retning af en national litteratur. Samtidig gjorde de schweiziske videnskabsmænd Charles Bonnet og Paul-Henri Mallet sig gældende med deres mange skrifter, også i Danmark.

Blandt 1800-tallets kendte litterære navne er Rodolphe Töpffer og Henri-Frédéric Amiel med sine Fragments d'un journal intime (1883-1884, dansk titel Henri-Frédéric Amiel's Dagbøger, 1931). Victor Cherbuliez (1829-1899) og Édouard Rod (1857-1910) var meget læste romanforfattere med tilknytning til Frankrig.

Charles-Ferdinand Ramuz' romaner er karakteristiske for, hvordan den schweiziske litteratur i 1900-tallet skrev sig ud af modsætningen mellem det regionale og den franske tiltrækning. Blaise Cendrars valgte den franske vej ligesom senere Philippe Jaccottet, i modsætning til lyrikerne Gustave Roud (1897-1976), Maurice Chappaz (1916-2009) og den yngste generations Julie Delaloye (f. 1979).

Blandt romanforfatterne har Jacques Chessex (1934-2009) været den mest fremtrædende (Goncourt-prisen 1973). I århundredets sidste årtier og starten af det nye årtusinde blev den selvbiografiske genre fornyet af Nicolas Bouviers (1929-1998) indkredsen af jeg'et gennem rejsebeskrivelser og af og af Yves Laplaces (f. 1958) konstruktion af jeg'et gennem relationen til en afasiramt far.

I essays og romaner har Etienne Barilier (f. 1947) afsøgt kulturens muligheder for at gøre tilværelsen meningsfuld, mens Jean-Marc Lovay (f. 1948), Adrian Pasquali (f. 1958) og Agota Kristof (1935-2011) har gjort op med den traditionelle fortælling ved at eksperimentere med sprog, genrer og tabubelagte temaer.

Litterater fra Genèves Universitet har op gennem 1900-tallet udgjort en veritabel Genèveskole med deres subjektive, indfølende og inciterende kritik. Førende i denne skole er Marcel Raymond (1897-1981), Georges Poulet og Jean Starobinski (1920-2019).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig