Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vissarion Belinskij

Oprindelig forfatter MeDal Seneste forfatter sthornval

Vissarion Belinskij, Vissarion Grigorevitj Belinskij, 1811-1848, russisk litteraturkritiker. Hans indflydelse på sit lands litteratur er uden sidestykke. Fra 1838 var han den førende kritiker i Sankt Petersborg, først på Fædrelandets annaler, fra 1846 på Nikolaj Nekrasovs tidsskrift Den samtidige.

Belinskij var på "europæisternes" side i den standende strid med slavofilerne. Hans første udgangspunkt var de tyske idealister (Schelling og Fichte). En tid dyrkede han Hegel og en l'art pour l'art-æstetik, men endte i Feuerbachs materialistiske lære. Herefter var Belinskijs målestok moralsk, og han betonede litteraturens indhold på bekostning af formen.

Dette synspunkt blev videreført af rabiate "utilitarister" og siden ophøjet til dogme i sovjettiden. Belinskijs bratte omsving førte til problematiske domme over bl.a. Aleksandr Pusjkin og især Nikolaj Gogol, som han udnævnte til "den naturlige skoles fader".

Annonce

Men hans analyser var fremdeles inspirerende for både læsere og forfattere. Belinskijs teoretiske begrebsapparat dannede skole, og hans altid glødende engagement gav ham tilnavnet "den rasende".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard: Vissarion Belinskij i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45463