Valentin Katajev var en russisk forfatter. Ligesom bl.a. Isaak Babel og Jurij Olesja tilhører Katajev den frodige og groteske Odessa-tradition. Slyngelromanen Kassebedrøverne (1926, da. 1945) er en satirisk klassiker. I Stalintiden modificerede Katajev sin fortællestil, men i 1960'erne vendte han tilbage til den eksperimenterende linje. I erindringsværket Glemselens ukrudt (1967) opsummerer han sine dristige tanker om forholdet mellem kunst og samfund.