Tatjana Tolstaja, f. 1951, russisk forfatter. Tolstaja er en fremtrædende repræsentant for den "sorte prosa", som kom frem i årene omkring Sovjetunionens krise og opløsning. Forholdet mellem mand og kvinde er et centralt tema, og begge køn er forblændede af illusioner, som afdækkes gennem den raffinerede fortælleteknik. På dansk i udvalget På en guldveranda (1987, da. 1989) og i antologien Festen ved den violette flod (1991).