• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland - litteratur

Oprindelig forfatter MeDal Seneste forfatter Redaktionen

Rusland. Den russiske avantgarde i 1910'erne og 1920'erne var fuld af sprælske, respektløse udfald mod alt og alle; et eksempel er denne forside fra tidsskriftet LEF, juni-juli 1923. I det følgende tiår lærte forfatterne, at sovjetsystemet ikke var til at spøge med.

Rusland. Den russiske avantgarde i 1910'erne og 1920'erne var fuld af sprælske, respektløse udfald mod alt og alle; et eksempel er denne forside fra tidsskriftet LEF, juni-juli 1923. I det følgende tiår lærte forfatterne, at sovjetsystemet ikke var til at spøge med.

Den ældste litteratur opstod i bystaterne Kyjiv og Novgorod mellem 1000-t. og 1500-t. Den omfattede bibeloversættelser, prædikener, helgenvitae m.m., affattet på kirkeslavisk, men også verdslige klagesange, ordsprog, trylleremser og episke digte. Det heroiske epos, den såkaldte byline, bestod som en levende, mundtlig tradition helt frem til 1800-t. Nestorkrøniken fra begyndelsen af 1100-t. er et hovedværk i oldrussisk historieskrivning. Et højdepunkt fra slutningen af samme århundrede er Igor-kvadet, hvis ægthed har været omstridt, men ikke dets kunstneriske og nationale betydning. Fra 1500-t. overtog Moskvastaten den politiske og kulturelle føring. Ivan den Grusommes Brevveksling med Fyrst Kurbskij 1564-1579 (da. 1959) og den store "husordensbog" Domostroj er tidsdokumenter af både politisk og litterær interesse. Andre verdslige genrer som erindringer, rejsebeskrivelser og satirer banede vejen for en egentlig skønlitterær prosa, både langformer (povesti) og kortere fortællinger.

Den første trykte bog på russisk var Ivan Fjodorovs udgave af Apostlenes Gerninger fra 1564. Men først med Peter 1. den Stores reformer, herunder forenklingen af det kyrilliske alfabet, blev bogtrykkerkunsten udbredt. Trykkerierne var statsejede, og Ruslands første egentlige avis, Vedomosti (Tidender), som udkom fra 1703 i oplag på 30 til 400 eksemplarer, var zarens særlige organ. Forbud og indgreb mod det trykte ord blev håndhævet vilkårligt, og helt frem til midten af 1700-t. kunne enhver kritik af zaren medføre dødsstraf. Alligevel betegner Peter 1. den Stores regeringstid (1682/89-1725) et afgørende brud med den byzantinske arv. Det afsondrede russiske rige blev en europæisk stormagt.

Også litteraturen åbnede sig mod Vesten. Poesien og dramaet udfoldede sig navnlig efter franske forbilleder. Digteren V. Tredjakovskij (1703-69) var Ruslands første betydelige genre- og stilteoretiker. A. Kantemir (1709-44), der virkede som diplomat i Paris, var en foregangsskikkelse med sine moralske satirer. Til periodens hovedværker hører også A. Sumarokovs historiske skuespil og D. Fonvizins komedier. I den næste fase blev den vigtigste bestræbelse at udvikle et mere mundret litteratursprog, befriet for tunge kirkeslaviske levn såvel som for den franske klassicismes snærende regler. Her ydede M. Lomonosov en betydelig indsats både med sine teorier og sine fornyelser af oden. Katarina 2. den Stores hofpoet, G. Derzjavin, tegnede kulminationen på 1700-t.s litterære opblomstring, og han var den første russiske digter, som opnåede berømmelse i udlandet.

Annonce

I Katarina 2.s regeringstid (1762-96) fik bogproduktionen et markant opsving. Kejserinden dyrkede selv digtekunsten, og hun udgav til det formål et satirisk tidsskrift, som snart dannede mode. I 1783 gav hun tilladelse til private bogtrykkerier, fulgt op af Ruslands første lovgivning om forcensur. Alt i alt betød reformerne en bedre retssikkerhed, og de banede vejen for en egentlig litterær offentlighed. Men efter Den Franske Revolution i 1789 opgav Katarina sin liberale kurs. En indædt kamp mellem statsmagten og den oplyste, reformhungrende "intelligentsia" kom til at præge de næste århundreder. A. Radisjtjev var den første forfatter, som blev deporteret til Sibirien. Et af de virkemidler, som forfatterne udviklede i kampen, var det såkaldte æsopiske sprog; dvs. dobbelttydige udsagn, som i heldigste fald blev overset af censuren, men kunne forstås og gouteres af de opmærksomme læsere. I. Krylov rendyrkede den æsopiske tale. Hans på én gang satiriske og lyriske fabler har været folkeeje helt op i vor tid.

På grænsen til 1800-t. holdt sentimentalismen eller præromantikken sit indtog i Rusland. Den dannede klasse blev tilgodeset med et voksende udbud af bøger, tidsskrifter og almanakker. N. Karamsin kombinerede den "følsomme rejse" med liberale oplysningstanker. Hans rørstrømske fortællinger henrykkede samtiden, men har i dag kun historisk interesse. Hans store Ruslandshistorie fra 1816-24 gav derimod næring til den nationale bevidsthed og blev en vedvarende inspiration for digterne. V. Zjukovskij var Ruslands første mester i stemningsfulde elegier med forbillede i Ossian-digtningen, Th. Gray, Schiller mfl. 1820'erne og 1830'erne omtales gerne som den russiske litteraturs guldalder. Poesien nåede nye højder med K. Batjusjkov, P. Vjazemskij, A. Bestuzjev-Marlinskij (1797-1837), J. Baratynskij, N. Jazykov (1803-46), A. Koltsov o.a. Flere prominente digtere deltog i den fejlslagne Dekabristopstand i 1825, og en af dem, K. Rylejev (1795-1826), blev hængt. Epokens ledestjerne var Pusjkin, der stadig æres som Ruslands nationaldigter. Han var, ligesom sin umiddelbare arvtager, M. Lermontov, influeret af den byronske spleen. I Pusjkins Jevgenij Onegin (1833) og Lermontovs Aleksandr Petjorin fra romanen Vor tids helt (1839-41) fik den en særlig socialpsykologisk gestaltning. Det såkaldte overflødige menneske blev et centralt tema for 1800-t.s litteratur. De to digtere omkom begge i en duel på deres kunstneriske højdepunkt og blev udødelige symboler på den russiske ånds oprør og martyrium. Den ukrainskfødte, men russiskskrivende Gogol betegner endnu en vigtig etape i overgangen fra romantik til realisme. Hans grotesk realistiske, ufuldendte trilogi Døde sjæle (1842) regnes for et af verdenslitteraturens hovedværker. I hans fortællinger kommer en ærkerussisk type, den lille, forkuede embedsmand, til fuld udfoldelse. Gogols skildringer af vanviddet, navnlig i En Gals Memoirer (1835), havde foruroligende, samfundskritiske perspektiver, og de anslog et nyt hovedtema for generationer af forfattere, ikke mindst Dostojevskij. Gogols komedie Revisoren (1836) udgør sammen med A. GribojedovsÅnd skaber kval (1822-25) fortsat kernen i det klassiske nationale teaterrepertoire.

Det russiske drama blev videreudviklet af A. Ostrovskij. Hans komedier med satirisk brod nød vældig popularitet, men hans teaterarbejde blev uophørligt obstrueret af statsmagten. Under Nikolaj 1. (regerede 1825-55) blev censuren strammet i hidtil uset grad. Hans "jerndekret" fra 1826 og hans personlige nidkærhed som censor blev en plage for talrige kunstnere, ikke mindst Pusjkin.

I 1840'erne blev kulturlivet spaltet i to lejre. P. Tjaadajev indledte fejden i 1836 med sit Filosofiske brev. Hovedtanken var her, at Rusland var en håbløst tilbagestående nation, som snarest måtte se at indhente udviklingen i Vesteuropa. Den holdning tog europæisterne til sig. Den modsatte lejr, slavofilerne, fremhævede derimod Ruslands egne kulturværdier og betragtede ikke Vesten som et ideal. Tidsskriftet Den Samtidige, som Pusjkin grundlagde, blev europæisternes førende organ med kræfter som M. Saltykov-Sjtjedrin, N. Nekrasov og V. Belinskij. Forfatteren A. Herzen gik i eksil i England og udgav her sit opinionsdannende tidsskrift Klokken. Fædrelandske annaler var endnu en vigtig platform for kultur- og samfundsdebat. Her slog Belinskij mfl. til lyd for den såkaldte naturlige skole. S. Aksakov og Gogol blev udlagt som mønstergyldige repræsentanter for denne socialt bevidste retning.

Nyt klima

Efter Nikolaj 1.s død indtraf en mærkbar mildning af det politiske og kulturelle klima. Digteren F. Tjuttjev karakteriserede omsvinget med det træffende udtryk tøbruddet. Hans egen filosofiske og melankolske digtning var dog ikke udpræget samfundsorienteret. Det samme gælder A. Fet, som med sin musikalske natur- og kærlighedslyrik indtager en eksklusiv position i den russiske poesi. Romantikken fandt ny inspiration i A. Afanasjevs samling af russiske folkeeventyr (1855-64), men lyrikerne, herunder også Ja. Polonskij (1820-98) og A. Majkov (1821-97), blev gennemgående underkendt. Deres kunst fik prædikatet l'art pour l'art i et tidehverv, som i stigende grad krævede samfundsdebat af litteraturen. Radikale kritikere som N. Tjernysjevskij, N. Dobroljubov og D. Pisarev formulerede idealerne for den retning, som siden fik betegnelsen den kritiske realisme. Nekrasovs digte, med deres sociale patos, honorerede til fulde kravene, men i anden halvdel af 1800-t. blev den realistiske prosa altdominerende. Her fik den russiske roman sit store gennembrud i verdenslitteraturen. I. Turgenev var en af sin tids mest læste forfattere. Den poetiske realisme i hans værker, fx Rudin (1856), En adelig rede (1859) og Forårsbølger (1872) fik omfattende indflydelse, også på den danske litteratur, navnlig J.P. Jacobsen. I. Gontjarov skabte i romanen Oblomov (1859) en ny, kærligt-kritisk variant af "det overflødige menneske". Lev Tolstoj skrev en lang række monumentale værker, herunder Krig og Fred (1863-69) og Anna Karenina (i bogform 1878), og hans moralfilosofiske lære, tolstojanismen, blev en verdensomspændende, antiautoritær bevægelse. En tilsvarende profetisk status opnåede F. Dostojevskij, hvis dramatiske liv og kunst er enestående i verdenslitteraturen, med mesterværker som Forbrydelse og straf (1866) og Brødrene Karamazov (1879-80). De to giganter satte deres dybe præg på en række fine, men mindre kendte prosaister som N. Leskov, V. Korolenko og V. Garsjin. Tolstoj blev det bestående forbillede for den realistiske prosa, mens Dostojevskij fik afgørende betydning for den russiske modernisme.

I Aleksander 2.s regeringstid (1855-81) iværksattes en række reformer, navnlig afskaffelsen af det forhadte livegenskab i 1861. Men i kølvandet fulgte nye spændinger og uroligheder. Universiteterne, som nu var åbnet for ikke-adelige og kvinder, blev de socialistiske og revolutionære idéers højborg. Turgenev skildrede den oprørske generation i romanen Fædre og sønner (1862) og kaldte dens tanker nihilisme, og Dostojevskijs roman De Besatte (1871-72) er et passioneret opgør med nihilismens og terrorismens væsen. Attentatet på zaren i 1881 udløste hårde repressalier, og i det følgende tiår blev samfundet og kulturen præget af vildrede og afmatning. Den dødsmærkede digter S. Nadson (1862-87) blev en veritabel kultskikkelse og indvarslede en ny interesse for poesien.

Sølvalder

Året 1892 anføres gerne som optakten til modernismen og den epoke, som siden fik betegnelsen den russiske sølvalder. Her holdt digteren og filosoffen D. Merezjkovskij sin forelæsning "Om årsagerne til forfaldet og om nye strømninger i den russiske litteratur". Sammen med sin hustru, Z. Hippius, stillede han sig i spidsen for en idealistisk og nyreligiøs orientering. På samme tid udnævnte den unge digterspire V. Brjusov sig selv til fører for den russiske symbolisme med erklæret afsæt i det franske forlæg. Symbolismen fik indpas i A. Benois' tidsskrift Kunstens Verden og blev snart den førende litterære retning med eget forlag og tidsskriftet Vægten (1904-09). Ligesom i Vesten udløste århundredskiftet et broget spektrum af fin de siècle-stemninger, fra ekstatisk mysticisme til depraveret sortsyn. K. Balmont og F. Sologub var eksponenter for den såkaldte dekadente gren af den russiske symbolisme. V. Ivanov, A. Blok og A. Belyj tilføjede bevægelsen impulser fra så forskellige kilder som Nietzsche, V. Solovjov, Ibsen, Hamsun og Rudolf Steiners antroposofi.

A. Tjekhov var periodens store ener både som novellist og dramatiker. Hans fire skuespil: Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre og Kirsebærhaven, som fremkom 1896-1904, var med deres åbne budskab og tragikomiske tonefald en fornyelse, som foregreb det langt senere absurde teater.

I 1905 blev bogcensuren praktisk taget ophævet. Det affødte en bølge af triviallitteratur og erotika, men også seriøse, dristige fornyelser af prosaen vekslende mellem kras naturalisme og stiliseret modernisme, fx hos A. Kuprin, L. Andrejev og M. Artsybasjev.

Omkring 1910 kom en ny gruppering til orde. S. Gorodetskij (1884-1967), N. Gumiljov, A. Akhmatova og O. Mandelsjtam betragtede den eksklusive digter I. Annenskij som deres læremester. De efterstræbte klarhed og hyldede den europæiske kulturs idealer i deres retning: akmeismen (af gr. akme 'højdepunkt').

Avantgarde

På samme tid gjorde den russiske futurisme sin entré. I 1912 udsendte D. Burljuk, A. Krutjonykh (1886-1968), V. Khlebnikov og V. Majakovskij det provokerende manifest En øretæve til den offentlige smag. Majakovskij blev det dynamiske centrum for en række skandaleombruste aktioner, men også for skelsættende eksperimenter med ord, billeder, teater og film. En ny generation af lingvister gik i samarbejde med avantgarden og udviklede de teorier, der siden blev berømte som den russiske formalisme.

Oktoberrevolutionen 1917 og borgerkrigen drev hundreder af kunstnere i eksil, bl.a. digteren V. Khodasevitj, I. Bunin og den originale enspænder M. Tsvetajeva. Op gennem 1920'erne var litteraturen fortsat præget af frugtbar rivalisering mellem grupper som LEF, Serapionsbrødrene, OBERIU (sammenslutningen af den reale kunst), anført af D. Kharms (1906-42), imaginisterne, anført af N. Kljujev og S. Jesenin, samt en række udprægede individualister: I. Babel, B. Pilnjak, Ju. Olesja, A. Platonov og mange andre. Deres værker var gennemsyret af skepsis over for den socialistiske utopi og sovjetsamfundets udvikling. M. Gorkij var fra sin tidligste ungdom overbevist socialist og en arg modstander af modernismen. Hans værker, især romanen Moderen (1906), blev udråbt til forbillede for den nye "proletarlitteratur" af organisationer som RAPP o.a., der med stigende fanatisme krævede partitroskab i overensstemmelse med Lenins direktiver fra 1905. Sovjetcensuren (Glavlit) fik gradvis sin meget restriktive udformning 1922-31.

Socialistisk realisme

I 1932 opløste partiet alle litterære organisationer, og på den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934 blev den socialistiske realisme proklameret som det bærende princip for sovjetlitteraturen. Hele det litterære apparat: forlag, tidsskrifter, forfatteruddannelse mv. blev overtaget af staten og centraliseret. Lydige forfattere blev herefter belønnet med sikre indkomster, priser og privilegier. Solide realister som K. Fedin og A. Fadejev blev de nye frontfigurer, og partiet søgte bevidst at fremelske såkaldte produktionsromaner, gennemsyret af kollektivistisk ånd. Modernister og andre upålidelige elementer blev i stort tal ofre for Stalins udrensninger eller valgte at gå i indre eksil som fx den forfinede lyriker Boris Pasternak. M. Bulgakov og mange andre blev til stadighed chikaneret, ofte ved Stalins personlige indgriben.

I krigsårene 1941-45 blev den politiske heksejagt indstillet, og mange forfattere bidrog i ord og tale til den patriotiske stemning. Men i 1946 indledte kulturkommissær A. Zjdanov (1896-1948) en ny hetz med særlig adresse til A. Akhmatova og satirikeren M. Zosjtjenko. Aktionerne, som var rettet mod dekadence og knæfald for Vesten, blev først afblæst ved diktatorens død i 1953. I. Erenburg navngav det følgende tidehverv, idet han genanvendte betegnelsen Tøbrud til sin roman fra 1954. Umiddelbart efter Nikita Khrusjtjovs magtovertagelse blev en række forbudte forfattere rehabiliteret, og mange vendte tilbage fra lejrene. Tidsskriftet Novyj mir blev den vigtigste platform for opgøret med den såkaldte glansbilledlitteratur og for en hel bølge af afslørende værker som fx V. Dudintsevs Ikke af brød alene (1956) og A. Solzjenitsyns gennembrudsroman, En dag i Ivan Denisovitjs liv (1962). Den unge digtergeneration med J. Jevtusjenko, B. Akhmadulina og A. Voznesjenskij i spidsen formåede at samle tusindtallige tilhørerskarer, og denne estradepoesi gav genlyd verden over. Det samme gjorde V. Aksjonovs roman Stjernebilletten (1961), der blev hilst velkommen som en sovjetisk pendant til J.D. Salingers Forbandede ungdom. Men der var grænser for partiets tolerance. Digteren Joseph Brodsky og forfatteren A. Amalrik blev således idømt tvangsarbejde i hhv. 1964 og 1965 for påstået lediggang. 1965 anføres ofte som tøbruddets afslutning med den opsigtsvækkende retssag mod A. Sinjavskij og Jurij Daniel (1925-88) for antisovjetisk virksomhed. I hele Sovjetperioden udløste nobelprisen politisk postyr både i Vest og Øst, hver gang den blev tildelt en russisk forfatter: I. Bunin (1933), B. Pasternak (1958), M. Sjolokhov (1965, for kosakromanen Stille flyder Don, 1928-40), A. Solzjenitsyn (1970) og J. Brodsky (1987).

Brezjnevs æra (1964-85) har fået betegnelsen stagnationstiden. Censuren var fortsat i kraft, men med periodiske stramninger og lempelser. Den illegale samizdat-litteratur (dvs. selvudgivelse) og det æsopiske sprog florerede. En række vestligt inspirerede strømninger: soc-art, konceptualisme m.m. levede deres risikable liv i undergrunden. Solzjenitsyns kamp mod systemet og udvisning i 1974 var et af periodens dramatiske højdepunkter. I den officielle litteratur var krigsberetninger og den såkaldte landsbylitteratur de mest populære genrer. Forfattere som F. Abramov, V. Astafjev, V. Rasputin og mange andre gav usminkede skildringer af livet i kollektivbrugene, som også havde dokumentarisk værdi for Vestens sovjetkendere. I begyndelsen af 1980'erne afspejlede litteraturen en stigende bekymring for miljøets og moralens forfald i unionen. Kirgiseren Tj. Ajtmatov og abkhaseren F. Iskander var fremtrædende repræsentanter for de eksotiske ikke-russiske kulturer. Det moderne storbymenneske blev skildret af forfattere som Ju. Trifonov, D. Granin og V. Makanin. Kvindernes særlige vilkår og problemer kom til udtryk hos bl.a. I. Grekova og N. Baranskaja (1908-2004), som dog ikke var feminister i vestlig forstand. Særlig populære var de sovjetiske trubadurer: A. Galitj (1919-77), B. Okudzjava og V. Vysotskij. I deres viser og ballader bevægede de sig bestandig på grænsen til den farlige systemkritik. Det samme gælder den fantastiske genre, hvis kendteste udøvere var brødrene A. og B. Strugatskij. Selvom den socialistiske realisme stadig var den eneste anerkendte metode, blev doktrinen i realiteten udhulet af litteraturens formelle og tematiske fornyelser.

Glasnost

I 1985 proklamerede Mikhail Gorbatjov en ny kurs med slagordene glasnost og perestrojka. Han fik entusiastisk tilslutning fra forfatterne, som for manges vedkommende momentant opgav skønlitteraturen til fordel for politisk arbejde. I de følgende fem år var det litterære liv euforisk og kaotisk. De litterære tidsskrifter mangedoblede deres oplag, idet de udgav førhen forbudte værker på stribe, herunder Orwell, Huxley, Kafka, Joyce, Nabokov og mange andre. Nye, afslørende værker af M. Kurajev (f. 1939) og andre kæmpede med den tilbagevendte og den forsinkede litteratur om publikums opmærksomhed. Førhen halvofficielle forfattere som A. Bitov, L. Petrusjevskaja mfl. blev toneangivende på det nye parnas. Sovjetlitteraturens klassikere blev radikalt omvurderet, navnlig den såkaldte sekretærlitteratur, som blev produceret af det litterære apparats egne administratorer og trykt i overdimensionerede oplag. I 1990 blev censuren omsider ophævet.

Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 indtraf en ny krise. De økonomiske vilkår var drastisk forringet, og litteraturen måtte konkurrere med et stigende udbud af billedmedier og masseunderholdning. De landsdækkende "tykke" litteraturtidsskrifter klarede sig gennem krisen, men udkom i stærkt reducerede oplag. Biblioteksvæsenet fungerede takket være donationer fra George Soros’ Open Society Foundation, og adskillige forlag fik ligeledes tilskud af vestlig kapital. Solzjenitsyns tilbagevenden i 1994 havde stor symbolsk betydning, men forfatteren formåede ikke i længden at fastholde sin position som nationalt og moralsk samlingspunkt. Russiske forfatteres lange tradition som tankens beherskere og det andet parlament synes at være til ende. 1990’ernes dominerende strømning var postmodernismen, hvis førende teoretikere var Mark Lipovetskij og Mikhail Epstein. De mest fremtrædende repræsentanter, Mark Kharitonov (f. 1937), Jevgenij Popov (f. 1946), Viktor Jerofejev (f. 1947), Vladimir Sorokin og Viktor Pelevin, fremmanede et univers uden holdepunkter og fælles værdier, med elementer af både finkultur og massekultur: film, reklamer, tegneserier etc. En række kvindelige forfattere trådte frem med deres egen erfaringshorisont, fx Viktoria Tokareva (f. 1937), Ljudmila Ulitskaja (f. 1943) og T. Tolstaja. Nina Sadur (f. 1950) og Valerija Narbikova (f. 1958) udfordrede moralens vogtere med deres dristige skildringer af kvindelig erotik. Ved begyndelsen af det nye årtusinde var litteraturbilledet totalt fragmenteret. Kun et fåtal har nået det brede publikum både hjemme og i udlandet, heriblandt krimi-forfatterne Alexandra Marinina (egl. Marina Aleksejeva, f. 1957) og Boris Akunin (egl. Grigorij Tjkhartisjvili, f. 1956). I bestræbelsen på at skabe national samling tog præsident Putin i 2002 initiativ til at udgive en ny russisk encyklopædi i tredive bind.

Læs mere om Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard: Rusland - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153473