Faktaboks

Nikolaj Karamzin

Nikolaj Mikhajlovitj Karamzin

Født
1. december 1766
Død
22. maj 1826, Skt. Petersborg
Nikolaj Karamzin
Portræt af Nikolaj Karamzin, malet i 1828 af Alexey Venetsianov.
Af .

Nikolaj Karamzin var en russisk forfatter og historiker.

Karamzin introducerede med inspiration fra Europa en russisk sentimentalisme, der gjorde op med klassicismens strikse genredefinitioner og hierarkiske stillejer og banede vejen for den russiske romantiks guldalder. Han var en afgørende sprogfornyer, hvis nye stil (novyj slog) lænede sig op ad fransk syntaks og ordforråd for at skabe gribende fortællinger, hvor de menneskelige følelser fik en central rolle. Det var ikke mindst Karamzins indsats, der banede vejen for nationaldigteren Pusjkins sproglige og litterære præstationer.

Den i eftertiden mest kendte af Karamzins sentimentale noveller er Den stakkels Lise (1792, på dansk i 1801) om en ung bondepige, der begår selvmord efter at være blevet forført og svigtet af en officer. I Øen Bornholm (1794, på dansk i 1855) fungerer klippeøen som gotisk kulisse for en mørk og mystisk kærlighedsfortælling.

I 1789-1790 foretog Karamzin en rejse til Tyskland, Schweiz, Frankrig og England, som han skildrede i Breve fra en russisk rejsende (Pisma russkogo putesjestvennika, 1791), der blev publiceret i det tidsskrift, han selv kort forinden havde grundlagt, Moskovskij zjurnal. Indflydelsen fra Laurence Sternes A sentimental journey through France and Italy er tydelig i den følsomme forfatterpersonlighed, der samtidig som russisk rejsende er optaget af at lære af de nye tanker i Europa.

Karamzin var tilpas diplomatisk og diskret hvad angik disse tanker, så i modsætning til den samtidige forfatter Aleksandr Radisjtjev , som på mange måder var en liberal åndsfælle, stod han i et godt forhold til tsarmagten. Karamzin blev tilmed ansat som hofhistoriograf og udformede i den egenskab storværket Det russiske riges historie ( Istorija gosudarstva Rossijskogo , 1816-24).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig