Mikhail Lermontov

Mikhail Lermontov, Mikhail Jurjevitj Lermontov, 1814-1841, russisk forfatter. I sin korte levetid nåede Lermontov at sætte sit stærke præg på den russiske romantik. Han var Byrons og Pusjkins umiddelbare arvtager, men rummer tillige træk, som peger frem mod Dostojevskijs "fantastiske realisme".

Lermontov voksede op hos sin bedstemor i provinsen. 1830-32 studerede han litteratur ved Moskvas Universitet og skrev samtidig digte og tragedier; han blev 1834 officer i livgarden. I 1837 vakte han sensation med det illegalt cirkulerende digt "En poets død", hvori han anklagede hoffet for at være skyldig i Pusjkins endeligt. Nikolaj 1. svarede igen med at forvise rebellen til Kaukasus. Tre år senere blev han efter en duel straffet med endnu en forvisning. Kaukasiens storslåede natur og farverige mennesker inspirerede Lermontov til en lang række ballader og lyriske digte. Et af disse digte lød:

Farvel og tak, beskidte Rusland

Med despoti og slaveri,

Med blå gendarmer i det smudsland,

Som folket hengivent står bi.

Måske kan Kaukasus-massivet

Beskytte mig mod pashamagt,

Der ser og hører alt i livet

Og hele tiden er på vagt.

I 1840 fuldførte han sit store epos Dæmonen, som han havde arbejdet med i over ti år. Dette værk om en udødelig ånd, som forelsker sig tragisk i en jordisk skønhed, har inspireret generationer af russiske kunstnere, herunder den symbolistiske maler Mikhail Vrubel.

Med Lermontov nåede også den russiske prosa nye højder. Hans ufuldendte romaner Vadim (1832) og Fyrstinde Ligovskaja (1836) er fængslende mht. fortælleteknik og psykologi.

Vor tids helt (1839-41, da. 1856, 1897, 1944 mfl.) er et hovedværk i den europæiske romankunst. Titlen er klart ironisk. "Helten", Petjorin, var bevidst udtænkt som et modstykke til Pusjkins Jevgenij Onegin (1833). De to er beslægtede ånder, prototyper på det højt begavede, men "overflødige menneske" i 1800-t.s Rusland. Petjorins komplekse natur underbygges af Lermontovs nyskabende komposition med episodiske forløb, skiftende synsvinkler og forskudte fortællelag. Skikkelsen har utvivlsomt lånt træk fra forfatterens eget vanskelige sind.

Lermontovs død var også en antihelt værdig. Han blev dræbt i en duel af en regimentskammerat, som havde været skydeskive for digterens spot.