Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jevgenij Jevtusjenko

Oprindelig forfatter MeDal Seneste forfatter Redaktionen

Jevgenij Jevtusjenko. I Rusland har poesien altid været mere end poesi. Med dette fyndord sigtede J. Jevtusjenko til forfatternes højt respekterede position som det andet parlament — også i Sovjettiden. Her er digteren fotograferet på Poesiens dag i Moskva, 1963.

Jevgenij Jevtusjenko. I Rusland har poesien altid været mere end poesi. Med dette fyndord sigtede J. Jevtusjenko til forfatternes højt respekterede position som det andet parlament — også i Sovjettiden. Her er digteren fotograferet på Poesiens dag i Moskva, 1963.

Jevgenij Jevtusjenko, 18.7.1932-1.4.2017, russisk forfatter. Jevtusjenko fik sit gennembrud med samlingen Stationsbyen Zima (1956), der beskriver hans opvækst i Sibirien. I 1960'erne trådte han frem som en af tøbruddets tiljublede "estradepoeter". Hans åbenlyse kritik i digte som "Babij Jar" (1961) og "Stalins arvtagere" (1962) gav også internationalt genlyd. Trods sine sammenstød med styret har Jevtusjenko kunnet rejse verden rundt som Sovjetpoesiens halvofficielle rebelske gesandt. Hans prosa omfatter bl.a. romanerne Vildmarkens bær (1981, da. 1982) og Dø ikke før din død (1993, da. 1994). Den sidste rummer et massivt opgør med Sovjettiden og forfatterens retfærdiggørelse af sin andel heri.

Jevtusjenko har produceret og medvirket i flere spillefilm. I 1990’erne blev hans statsfinansierede tv-serie om russisk poesi en stor publikumssucces. Derimod fik han hård kritik for sin engelsksprogede antologi Århundredets strofer (USA 1993, russ. 1995) pga. det angiveligt sekteriske udvalg. Hans autoritative status i Vesten, navnlig i den amerikanske universitetsverden, har heller ikke gavnet hans hjemlige goodwill. I 1996 fik Jevtusjenko pr. bestilling sin dramatikerdebut i Danmark med skuespillet Hvis alle danskere ... På dansk findes også digtudvalget En digters kunst er ingen bøn om nåde (1963), Erindringer i utide (1963) og digtene Mellem byen ja og byen nej (1968).

Fra 2007 tilbragte Jevtusjenko seks måneder hvert år i USA, hvor han underviste i poesi og europæisk film ved universitetet i Tulsa, Oklahoma.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard: Jevgenij Jevtusjenko i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101438