Georgij Vladimov, 1931-2003, russisk forfatter. Med romanen Tre minutters stilhed (1969) kom Vladimov på kant med det sovjetiske system. 1975 udkom hans lejrroman Trofaste Rusland (1975, da. 1980) i vesten, hvor den bidrog til at afdække forholdene i GULag. I 1977 blev forfatteren formand for russisk Amnesty International, som var forbudt i USSR, og i 1983 blev han tvunget til at emigrere. Efter Gorbatjovs magtovertagelse fik Vladimov mulighed for at rejse frit mellem Tyskland og Rusland. I 1994 vakte romanen En general og hans hær opstandelse, fordi den efter mange russeres mening forsøgte at rehabilitere general Vlasov, som under 2. Verdenskrig trådte i tysk tjeneste. Alligevel blev værket i 1995 hædret med den russiske Booker-pris. Vladimov døde i Frankfurt og blev begravet i Moskva.