Bulat Okudzjava, 1924-1997, russisk forfatter af georgisk-armensk oprindelse. Han blev især kendt for sine viser og ballader, som han fremførte til eget guitarakkompagnement (da. udvalg Men tænk også lidt på mig, 1988). Pga. de systemkritiske undertoner kom han først i 1976 på plade i Sovjetunionen. Desuden skrev han fortællinger og romaner, fx Hav det godt, skoledreng! (1961). Med sin dæmpede protest og ubestikkelige redelighed blev han en af de mest elskede og respekterede kunstnere i Sovjettiden.