Anna Akhmatova

Hendes første digtsamling Aften (1912) gjorde hende omgående berømt. Her, som i Rosenkrans (1914), Den hvide flok (1917), Vejbred (1921) og Anno Domini (1922), var det foretrukne motiv kvindens kærlighed stillet over for mandens ligegyldighed eller jalousi. Med tilsyneladende enkle greb fremmaner hendes poesi en rigdom af nuancer, undertiden med islæt fra Bibelen eller russisk folklore.

Sammen med bl.a. sin første mand, forfatteren Nikolaj Gumiljov, og lyrikeren Osip Mandelsjtam grundlagde Akhmatova en ny bevægelse, akmeismen, som dyrkede "klarhed" og den europæiske kulturs "højdepunkter".

I 1920'erne indledte kommunistpartiet en kampagne mod såkaldt "borgerlig, degenereret salonpoesi", og Akhmatovas bøger blev ikke udgivet. I 1930'erne blev hendes søn, hendes tredje mand og vennen Mandelsjtam ofre for Josef Stalins terror.

Akhmatovas monumentale cyklus Requiem om denne epoke kunne først udkomme uforkortet i USSR i 1986. En lignende skæbne fik hendes lange Poem uden helt, skrevet i perioden 1940-1962.

Under 2. Verdenskrig udgav hun patriotiske digte, dog uden at gøre politisk knæfald.

Men i 1946 indledte partiet en ny hetz; Akhmatova blev fordømt som "halvt skøge, halvt nonne" og smidt ud af forfatterforeningen. Efter tøbruddet blev hun delvist rehabiliteret, men kun dyrket af en snæver kreds, bl.a. Joseph Brodsky. I 1964 modtog hun en italiensk pris, og året efter blev hun æresdoktor i Oxford.

Akhmatova har posthumt fået fuld æresoprejsning i sit hjemland, kulminerende i 1989, da USSR fejrede hendes 100-års fødselsdag. Hun fik sit eget museum i Skt. Petersborg (Leningrad) — den by, som er endnu et grundmotiv i hendes digtning.

Akhmatovas poesi er oversat til talrige sprog, på dansk bl.a. i to udvalg: Vingeslag mod din rude (1981) og Forseglet i mit sind (1983). I 2019 udkom Requiem 1935-1940 for første gang i fuld længde på dansk efterfulgt af Udvalgte digte 1910-1965 i 2020 begge i Mette Dalsgaards oversættelse.

• Ruslands litteratur