Aleksej Remizov, 1877-1957, russisk forfatter og billedkunstner. Efter ufrivillig deltagelse i en studenterdemonstration blev Remizov idømt seks års forvisning. Fra 1905 blev han en central skikkelse i det litterære Sankt Petersborg. I hans arkaiserende, rytmiske prosa, fx romanen Uret (1908) og fortællingerne St. Nikolajs parabler (1918), forenes russisk folklore med psykologisk realisme. I 1921 emigrerede han til Vesteuropa. Blandt hans sene hovedværker er Den dansende dæmon (1949) og den sære, fiktive afhandling om russiske drømme, Tingenes ild (1954).