Den rumænske litteratur har sit særlige præg, der er skabt af tidernes historiske omvæltninger samt af de forskelligartede kulturelle strømninger fra øst (byzantinsk og slavisk) og fra vest (den latinske tradition, senere italiensk og fransk).

I modsætning til de øvrige romanske sprog gælder det for rumænsk, at middelalderen ikke rummer nogen nedskrevet litteratur på sproget. De ældste litterære tekster, som især er religiøse, er skrevet på slavisk eller latin. Den ældste bevarede rumænske tekst er et brev fra 1521. De tidligste værker er af religiøs karakter eller direkte bibeloversættelser.

Under indtryk af 1500-tallets europæiske reformationsbevægelser fik man en række religiøse udgivelser, fx Det Gamle Testamente (1582). Fra begyndelsen af 1600-tallet har man bevaret krøniker, ligesom en egentlig historieskrivning begyndte fra midten af 1600-tallet med Dimitrie Cantemir og I. Neculce (1672-1745). Der findes endvidere en storslået, fuldstændig bibelversion fra 1688, som Constantin Cantacuzino medvirkede til.

Et nyt opsving kom i 1700-tallet, denne gang under katolsk indflydelse, fra Transsylvanien. I Moldavien blev G. Asachi (1788-1869) en forløber for moderne rumænsk litteratur med sin italienske inspiration, mens Vasile Alecsandri personificerer den nationale kulturs fornyede opblomstring i anden halvdel af 1800-tallet.

Overgangen til 1900-tallet præges af T.L. Maiorescu og hans tidsskrift Convorbiri Literare (Litterære samtaler), hvori Alecsandri også skrev. Tidsskriftet udgik fra selskabet Junimea (Ungdom) og fik stor betydning, ikke mindst for Rumæniens største digter, Mihai Eminescu, men også for markante forfattere som I. Creanga og Ion L. Caragiale. George Coşbuc ledede på samme tid et traditionalistisk tidsskrift, Sămănătorul (Sædemanden), hvor bl.a. den førende prosaist Mihail Sadoveanu skrev. Til kredsen hørte også historikeren Nicolae Iorga. Den omflakkende Panaït Istratis forfatterskab udfoldedes væsentligst på fransk.

Perioden efter 2. Verdenskrig måtte blive domineret af socialrealismen med repræsentanter som Zaharia Stancu og M. Preda (1922-80). T. Arghezi videreførte sit forfatterskab, mens fx lyrikeren Lucian Blaga (1895-1961), hvis metafysisk orienterede poesi havde svære kår i disse år, søgte tilflugt til oversættelser af verdenslitteraturen.

Fra 1965 og frem opnåede forfatterne lidt friere forhold. Stærkt stod i denne periode lyrikeren N. Stănescu (1933-83). Mere markant tegnede sig imidlertid de rumænske eksilforfattere, fx E.M. Cioran, Mircea Eliade og den internationalt berømmede dramatiker Eugène Ionesco.

Tiden efter 1989 har foruden mange skildringer af diktaturets fald, især været præget af en stærk trang til at genfinde kontakten med vesteuropæisk litteratur og dens temaer.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Quinney, Anne (red.) (2012). Paris-Bucharest, Bucharest-Paris. Francophone Writers fra Romania. Amsterdam: Rodopi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig