Vasile Alecsandri, 1818-1890, rumænsk forfatter og politiker. Hans patriotisme blev vakt under opstanden i Moldavia 1848, som han deltog i. I 1859 udnævntes han til udenrigsminister. Forfatterskabet tæller flere digtsamlinger, til dels med stærk folkelig inspiration. Han er en af det rumænske dramas fædre, og hans sceniske produktion omfatter både drama, komedier og farcer. Alecsandri tilskrives stor betydning for det rumænske litteratursprog, både som forfatter og tidsskriftredaktør.