Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Portugal - litteratur

Oprindelig forfatter Lohse Seneste forfatter Redaktionen

De ældste kunstnerisk udformede tekster går tilbage til 1200-t.s begyndelse. Det er trubadurviser på det galicisk-portugisiske fællessprog. Omkring 2000 viser af ca. 200 trubadurer er bevaret i tre visebøger (cancioneiros), som også rummer en Arte de Trovar (Kunsten at gøre vers) om de forskellige visegenrer.

Mens trubaduren i kærlighedsballaderne (cantigas de amor) efter provencalsk forbillede erklærer en uopnåelig frue sin kærlighed, låner han i den lokale traditions "kæresteviser" (cantigas de amigo) stemme til en ung piges længsel efter kæresten, der er borte.

Denne længsel (saudade) udtrykkes i dialog med en fortrolig og i en elegant minimalistisk struktur, domineret af parallelisme og alternerende gentagelser. Skæmte- og smædeviserne udspringer typisk af en bestemt situation og kan for eftertiden sjældent opbyde kærestevisernes fascinerende friskhed. Adskillige trubadurer kendes ved navn, således galicerne Joam Airas og Martin Codax og kong Dinis af Portugal (1279-1325), og for en enkelt (Codax) findes nedskrevne noder.

Annonce

Fra ca. 1400 fremstår prosaen med større tyngde, dyrket af fx Duarte, der var konge 1433-38, hvis Leal Conselheiro (Den loyale rådgiver) indeholder moralske og psykologiske refleksioner. Inden for historieskrivningen træder Fernão Lopes frem. Den sene middelalders redondilha-lyrik (fem- og syvstavelsesvers), der i tematik og motiver afslører påvirkninger fra den italienske renæssance, er repræsenteret i det store samleværk Cancioneiro Geral (Den almene visebog, 1516). Her optræder ca. 300 portugisiske og spanske digtere, og her begynder en tid med litterær tosprogethed.

Renæssancen

1500-t. er den portugisiske litteraturs guldalder. I den korte, men intense renæssanceperiode (1525-80) udvises en kreativ mangfoldighed og et kunstnerisk niveau, som først vor egen tids digtning igen har nået. Gil Vicente er fornyeren af middelalderens teatertradition og med sit værk også grundlæggeren af det spansk-portugisiske guldalderteater.

Bernardim Ribeiro (ca. 1482-ca. 1552) gennemlyser subtilt i sin lyrik og i den gådefulde, uafsluttede Livro das Saudades (Længslernes bog) menneskets "hvileløse vandren fra håb til håb". Francisco de Sá de Miranda hjembragte det nye formsprog fra Italien, og bestræbelserne på at virkeliggøre de klassicistiske idealer kronedes med held: António Ferreira skabte den perfekte renæssancetragedie Castro, og Luís Vaz de Camões, hvis digtning er guldalderens syntese og fornemste udtryk, stillede det klassiske epos over for dets moderne modstykke i Os Lusíadas (1572, da. Camoens's Lusiade, 1828-30) om Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien.

Den oversøiske ekspansion gav anledning til en omfangsrig historieskrivning og rejselitteratur; fx asienshistorien Décadas da Ásia, del af et encyklopædisk projekt sat i værk af João de Barros; farligt kritiske krøniker af humanisten Damião de Góis (1502-74); og den europæiske bestseller Peregrinação (Pilgrimsfærd, udgivet posthumt 1614) af Fernão Mendes Pinto, der ligesom Diogo do Coutos O Soldado Prático (Den erfarne soldat, først udgivet 1790) viser ekspansionens mindre glorværdige sider.

Det åndelige klima skiftede afgørende i løbet af 1500-t.s midte efter indførelsen af inkvisitionen 1536 og jesuiternes ankomst 1540 og stigende indflydelse. De kulturelle konsekvenser var dybtgående og betød en længerevarende åndelig ensretning og isolation, der forstærkedes af et manglende eget hof under unionen med Spanien 1580-1640. Francisco Rodrigues Lobo beklagede disse forhold i værket med den betegnende titel Corte na Aldeia (Landsbyhoffet). Han imiterede Camões, men bidrog også til, at barokken slog igennem.

Barok og nyklassicisme

Den genvundne politiske uafhængighed 1640 blev ikke umiddelbart ledsaget af en kulturel nyorientering, og først oplysningstidens nyklassicisme brød definitivt med den spanske indflydelse. Trods stagnation er barokkens digtning på ingen måde gold, selvom den lyriske produktion kun hos få — fx Grégorio de Matos (1633-96) fra kolonien Brasilien — holder guldalderens niveau.

De betydeligste forfattere er Francisco Manuel de Melo og António Vieira. Komedien fik en tiltrængt, men kortvarig opblomstring af den originale António José da Silva (1705-39), "Jøden", dømt til bålet af inkvisitionen.

Oplysningstidens tanker fandt vej til Portugal, formidlet af portugisere i eksil. Luís António Verney (1713-92), en af de såkaldte estrangeirados ('fremmedefterlignere'), udgav således i Napoli Verdadeiro Método de Estudar (Den rette studiemetode, 1746), der udsatte det portugisiske åndsliv for kras rationalistisk kritik. Visse af Verneys reformidéer blev ført ud i livet under Pombal, som også begunstigede dannelsen af selskabet Arcádia Lusitana (Portugisisk Arkadien) 1756, forum for den nyklassicistiske reaktion mod barokkens excesser.

I et sobert formsprog tilstræbte man kunstnerisk imitation af naturen, men som helhed indfriede den fingerede hyrdedigtning langtfra de mange anstrengelser. Det konventionelle præg findes dog ikke i Tomás António Gonzagas (1744-1810) kærlighedsidyl Marília de Dirceu (1. del, 1792), en af de populæreste bøger på portugisisk nogensinde, og slet ikke hos den uregerlige præromantiker Bocage, århundredets lyriske begavelse.

Romantik, realisme, symbolisme

Den første romantiske generation i Portugal var både politisk og litterært revolutionær. De førende forfattere havde deltaget i de mange års kampe mod enevælden og havde i eksil lært romantikkens idéer at kende.

Almeida Garrett søgte de nationale rødder med digtet Camões (1825), der indvarslede den ny epoke, og dramaet Frei Luís de Sousa (1844), som genoplivede det portugisiske teater. Historikeren Alexandre Herculano fandt stof til sine historiske romaner i middelalderen.

I den følgende generation stod de to ellers meget forskellige romanforfattere Camilo Castelo Branco og Júlio Dinis (1839-70) på overgangen til realismen, hvorimod ultraromantikkens koryfæ inden for lyrikken, den blinde António Feliciano Castilho, fremprovokerede den længste og voldsomste litterære fejde i Portugals historie mellem sine tilhængere og 1870-generationen, der med Antero Quental som ledende kraft bar det moderne gennembrud igennem.

Gruppen, der også talte Eça de Queirós, en af Portugals største romanforfattere, har — trods egen følelse af fallit, da de senere samledes igen under betegnelsen "De af livet besejrede" — varigt præget landets åndelige udvikling.

Ved siden af romanens betydelige vækst frembragte 1800-t. flere lyrikere, bl.a. den banebrydende, men isolerede Cesário Verde og António Nobre (1867-1900), frem for nogen saudade-følelsens digter (saudade 'længsel').

Symbolismen fik en fremragende fortolker i Camilo Pessanha (1867-1926), hvis værk, Clepsidra, først udkom 1920, da også den særlige portugisiske saudosisme omkring den indflydelsesrige, men forkætrede Teixeira de Pascoais og den messianske bevægelse Renascença Portuguesa (Portugisisk Renæssance) havde kulmineret.

Fra modernismen til i dag

Med de kun to numre, som tidsskriftet Orpheu nåede at udkomme i, fejede i 1915 helt nye vinde gennem den portugisiske litteratur. De seneste udenlandske ismer førtes i marken, og man opfandt selv nye; paulismen ("sump-ismen"), intersektionismen og sensationismen ("sansning-ismen").

Det skete ikke mindst gennem hektisk indsats fra Orpheu-gruppens dynamiske midtpunkt, Fernando Pessoa. Sammen med bl.a. Mário de Sá-Carneiro (1890-1916) og José de Almada-Negreiros ønskede Pessoa et totalt opgør med en stagneret situation, men tiden var ikke moden, og det nødvendige bevidsthedsspring blev først taget — i ret så modereret form — af den anden modernisme omkring tidsskriftet Presença fra 1927.

Den fornyelse af fiktionsprosaen, som Raul Brandão og Aquilino Ribeiro havde indledt, blev det ligeledes Presença-generationens opgave at tage op, med José Régio (1901-71) som ledende ideolog, men med Miguel Torgas universelle digtning som det overbevisende svar.

Neorealismen, der dominerede fra 1940'erne, indebar derimod en tilbagevenden til allerede kendte fortælleformer, særlig mærkbart hos den meget læste Ferreira de Castro (1898-1974).

Det neorealistiske program blev dog snart overskredet af fx Carlos de Oliveira (1921-81) og José Cardoso Pires (1925-98) — ikke uden parallel til, hvorledes Portugals betydeligste nyere dramatiker, Bernardo Santareno (1924-80), udviklede sit vidtspændende repertoire.

Den portugisiske litteratur har i slutningen af 1900-t. undergået et hamskifte. Der er ikke længere nogen formelle grænser eller indholdsmæssige tabuer at bryde. I lyset af at lyrikken har været anset for den portugisiske udtryksform par excellence, har romanens stadige ekspansion været bemærkelsesværdig, bl.a. takket være kvindelige forfattere som Agustina Bessa-Luís, Maria Velha da Costa (f. 1938) og Lídia Jorge (f. 1946).

Men også i kraft af nyskabere som António Lobo Antunes og José Saramago, der 1998 vandt den første nobelpris til den portugisiske litteratur, samt Mário de Carvalho (f. 1944) og Luísa Costa Gomes (f. 1954), hvis skrivemåder og tematikker bevæger sig i meget varierende retninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birger Lohse: Portugal - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144312