Joanna Trollope, f. 1943, britisk forfatter, der har opnået stor popularitet med kærlighedsromanerne The Rector's Wife (1991, da. Præstens kone, 1995) og A Spanish Lover (1993, da. Den spanske elsker, 1994). Med psykologisk indlevelse og en særegen form for "domestic realism" skildrer hun kvinder, der på et ofte fremskredent tidspunkt i deres liv forsøger at realisere deres drømme, og de familiemæssige problemer, der opstår i forbindelse hermed, således også fx i Other People's Children (1998, da. Andre folks børn, s.å.) og Marrying the Mistress (2000, da. Giftes med elskerinden, s.å.). Joanna Trollope er fjernt beslægtet med forfatteren Anthony Trollope.