Danielle Steel, f. 1947, amerikansk forfatter af underholdningsromaner. Hendes uhyre populære romaner, hvoraf en lang række er blevet gjort til genstand for tv-filmatiseringer, har et jordnært perspektiv, fx Heartbeat (1991, da. Hjertebanken, 1993), der handler om en kvindes valg mellem moderrollen og en erhvervskarriere. I 1998 udsendte Danielle Steel den roste His Bright Light (da. En stråle af lys, 1999), en dokumentarisk beretning om forfatterens maniodepressive søn Nick, der begik selvmord som 19-årig.