Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stephenie Meyer

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Stephenie Meyer, f. 24.12.1973, amerikansk forfatter. Stephenie Meyer er uddannet i engelsk ved mormonkirkens universitet Brigham Young University i Utah.

I 2005 debuterede hun med Twilight (da. Twilight - Tusmørke, 2009), det første bind i Twilight-serien, der beskriver den dramatiske kærlighedshistorie mellem teenagepigen Isabella og vampyren Edward og de forviklinger, den fører med sig i en lille amerikansk by i staten Washington.

Serien, der hurtigt fik bestsellerstatus, omfatter desuden New Moon (2006, da. Nymåne, 2009), Eclipse (2007, da. Formørkelse, 2009) og Breaking Dawn (2008, da. Daggry, 2009). Filmatiseringen af det første bind fik premiere i 2008 og er siden blevet fulgt af filmene The Twilight Saga: New Moon (2009), The Twilight Saga: Eclipse (2010), The Twilight Saga: Breaking Dawn - Part 1 (2011) og The Twilight Saga: Breaking Dawn - Part 2 (2012).

Annonce

Stephenie Meyer har desuden skrevet science fiction-romanen The Host (2008, da. Vandrende sjæle, 2009), der ved sin udgivelse gik direkte ind på førstepladsen på bestsellerlisterne i New York Times og Wall Street Journal.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stephenie Meyer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=245621