Faktaboks

Zbigniew Herbert
Født
1924
Død
1998

Zbigniew Herbert, 1924-1998, polsk forfatter. Først efter socialrealismens sammenbrud i 1956 begyndte han at publicere. Han gik aldrig på kompromis med magthaverne, ubøjelig i den etiske fordring til sig selv og andre, i sit liv som i sin poesi.

Hans knappe, klare digte i det enklest mulige sprog er elsket og regnes for klassiske. De forener fin ironi og filosofisk distance med intellektuel dybde og med symbolsk brug af mytologiske og kristne forestillinger. Vor tids erfaringer forbindes med humanistens forankring i gammel kultur.

Hans poesi taler om konflikten mellem følelsesløshed og lidelse, kunst og smerte, mellem tro på mennesket og viden om dets ondskab. Hans digte, især Hr. Cogito-digtene, er oversat til mange sprog.

På dansk findes Hr. Cogito (1980), Hr. Cogitos hjemkomst (1983) og Rapport fra den belejrede by (1986).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig