Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stanisław Witkiewicz

Oprindelige forfattere KHelt og TA Seneste forfatter Redaktionen

Stanisław Witkiewicz, Witkacy, 1885-1939, polsk forfatter og maler. Han har skrevet romaner som den apokalyptiske Farvel til efteråret (1927), teoretiske afhandlinger, bl.a. om den "Rene form" i kunsten, specielt i teatret, samt absurd-groteske skuespil (Dramaty, 1962), bl.a. Vandhønen, Dåren og Nonnen og Skomagerne. Han søgte at skabe en tilstand af hallucination og drømmesyner for at udtrykke individets rædsel over eksistensens gåde og mente, at det var kunstens opgave at vække en metafysisk oplevelse. Som maler begrundede han sit billedsyn i bogen De nye former i maleriet (1919) og skabte derefter en række ekspressive portrætter, ofte under påvirkning af hallucinerende stoffer. Han frygtede den kommende katastrofe og forudså massekulturens sejr over kunsten. Ved Sovjethærens indmarch i september 1939 begik han selvmord. Samtiden værdsatte ikke hans værker og teorier, men efter 2. Verdenskrig opnåede de, især skuespillene, international anerkendelse og mange opførelser, bl.a. i Danmark.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristine Heltberg, Troels Andersen: Stanisław Witkiewicz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182926