Gustaw Herling-Grudziński, 1919-2000, polsk emigrantforfatter, 1940-42 i sovjetisk fangelejr, derefter kæmpede han i den polske hær i Vesten. Han var i mange år bosat i Italien, hvor han var en indflydelsesrig debattør. Herling-Grudzińskis bog om fangelejren, En anden verden (eng. A World Apart, 1951), er særlig betydelig og udtrykker bl.a. stor kærlighed til russisk kultur. Filosofisk humanisme prægede hans essays, som er oversat til mange sprog.