Rahman Baba, Abdur Rahman Mohmand, ca. 1650-1720, afghansk digter, sit lands mest folkekære. Rahman Baba var en mystiker, en sufi, hvis hele digtning handlede om det hinsidige og sjælens længsel efter Gud. Han fødtes og døde i landsbyen Bahadur Kili syd for Peshawar, og på sarkofagen står: "Rahman Baba var kærlighedens konge, vejviseren til fordybelse og dyd — pathanernes helgen, det enkle ords mester". Hans digtning foreligger i to digtsamlinger (divaner).