Faktaboks

Fereydun Moshiri
Født
1926
Død
2000

Fereydun Moshiri var en førende digter i anden halvdel af det 20. århundredes Iran, men var nok lidt overset af periodens yngre generationer og af iranister uden for Iran.

Moshiri begyndte sin voksne karriere som embedsmand ansat i staten, men fik hurtig betydning for det litterære miljø i Iran. Han var medarbejder på flere førende kulturtidsskrifter og blev chefredaktør for tidskriftet Rowshanfekr (”Den intellektuelle”) fra 1953 til 1972. Her var Moshiri med til at introducere unge lovende og senere betydningsfulde poeter, blandt mange andre også Forugh Farrokhzâd.

Fra og med sin egentlige debut i 1955 med digtsamlingen Teshne-ye tufân ('Længsel efter storm') udgav Fereydun Moshiri i alt 15 digtsamlinger. De sidste to udkom posthumt. Formen følger oftest persiske klassiske metre og rim, men også den nye poesis brud med den klassiske poesis former – som Nimâ Yushij introducerede til persisk poesi tidligere i det 20. århundrede – findes i Moshiris værker.

Temaer er kærlighed, erotik, længslen efter naturen, kritik af den moderne verdens materialisme samt, sjældnere, fædrelandskærlighed. I hans posthumt udgivne digtsamlinger findes også kritik af politiske og sociale forhold i Iran.

Fereydun Moshiri var ikke kun kendt gennem sine bogudgivelser. En del af Irans mest fejrede sangere inden for den klassiske, iranske musik, bl.a. Mohammad Rezâ Shajariân, satte musik til og fremførte Moshiris poetiske tekster, hvilket gav digteren et endnu større publikum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig