Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Abu-l Qasim Mansur Firdausi

Oprindelig forfatter JesPA Seneste forfatter Redaktionen

Abu-l Qasim Mansur Firdausi. Miniature fra et eksemplar af Firdausis  Shaname (Kongebogen),  Rustam dræber diven (dæmonen) Akvan. Miniaturen stammer fra Iran omkring 1600.

Abu-l Qasim Mansur Firdausi. Miniature fra et eksemplar af Firdausis Shaname (Kongebogen), Rustam dræber diven (dæmonen) Akvan. Miniaturen stammer fra Iran omkring 1600.

Abu-l Qasim Mansur Firdausi, ca. 940-ca. 1020, Irans nationaldigter, født i en landsby nær Tus i Khorasan. Han skrev det vældige epos Kongebogen (Shahname), ca. 50.000 dobbeltvers om Irans historie fra verdens skabelse og det første menneske, Gayomard, over sagndynastierne frem til Yazdgard 3.s død i 651 som den sidste sasanidekonge, dvs. et storværk om Irans glorværdige fortid før islam.

Forud for Firdausi havde Daqiqi indledt udarbejdelsen af et lignende epos, men han nåede kun at skrive ca. 1000 vers, før han blev myrdet af en tyrkisk slave. Efter legenden skal Daqiqi have vist sig for Firdausi i en drøm og bedt ham om at fuldføre værket.

Efter sigende tøvede Firdausi, dels fordi han mente, at Daqiqis vers ikke kunne måle sig med hans, dels fordi han ville undgå at provokere sultan Mahmud af Ghazna (hvem han i øvrigt tilegnede værket og kun fik utak af), fordi Daqiqis stykke forherligede Zarathustras velynder, fyrst Gushtasp.

Annonce

Men Firdausi optog dog Daqiqis vers og havde tillige som kilde bl.a. Herrebogen (Khvatay Namak), en sasanidisk hofkrønike oversat til klassisk nypersisk. Ledetråden gennem hele Shahname er kampen mellem det gode og det onde i zarathustrisk ånd. Firdausi har bevidst undgået at anvende for mange arabiske ord.

De lyriske digte, der tilskrives Firdausi, er af mere end tvivlsom ægthed, og det samme gælder endnu mere hans forfatterskab til det romantiske epos om Josef og Potifars hustru (Yusuf o Zulaikha), baseret på Koranens sura 12, et i orientalsk litteratur særdeles yndet tema. Se også Jami.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes P. Asmussen: Abu-l Qasim Mansur Firdausi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76274