Sherlock Holmes, litterær figur skabt af den britiske læge og forfatter sir Arthur Conan Doyle. Ærkerationalisten, hvis succesrige opklaring af forbrydelser dog ikke sjældent skyldes blændende intuition, blev præsenteret i A Study in Scarlet (1887, da. En Studie i Rødt, 1893).

Den geniale opdager, erklærede ungkarl, melankolske violinspiller og lejlighedsvise kokainmisbruger fik massemediestatus i Strand Magazine fra 1891. Det geniale her var Doyle's ide med at skabe en gennemgående figur i en række fortællinger, som kunne læses uafhængigt af hinanden.

Da Sherlock Holmes var styrtet i afgrunden i kamp med professor Moriarty ved Reichenbach-vandfaldet i The Final Problem (1893, da. Sherlock Holmes' død, 1898), var læsernes skuffelse så stærk, at Doyle måtte fremtrylle den ganske vist aldrig definitivt afskrevne superdetektiv og give ham nye opgaver.

Nogle har dog antydet, at den genopstandne Sherlock Holmes aldrig igen blev helt den samme. "Conanen", som de samlede Sherlock Holmes-historier er blevet kaldt af fansene, består af fire romaner samt fem novellesamlinger med 56 fortællinger.

For mange er Sherlock Holmes og hans hjælper dr. John H. Watson næsten levende mennesker. På film og tv har mange meget forskellige skuespillere forsøgt at levendegøre Holmes, mest berømt er nok filmene med Basil Rathbone og Nigel Bruce i 1940'erne, der ofte forholdt sig ret frit til de originale historier.

En af de første film om Sherlock Holmes var dansk: Sherlock Holmes i Livsfare (1908) med Viggo Larsen som Holmes (Holger Madsen nævnes flere steder fejlagtigt som Holmes-fremstilleren i 1908-filmen, der ligesom to andre stumfilm fra samme år blev instrueret af Viggo Larsen).

En af de mest roste nyere versioner er de tekstnære tv-episoder fra 1990'erne med Jeremy Brett som Sherlock Holmes og David Burke som Watson (sidstnævnte blev senere erstattet af Edward Hardwicke, hvis far i øvrigt havde spillet Holmes i en række BBC-hørespil fra 1945).

Både BBC's hørespil med bl.a. Orson Welles som Holmes' ærkefjende Moriarty, og de gamle og nye film med hhv. Rathbone og Brett er blevet gjort tilgængelige på dvd.

Sherlock Holmes' popularitet ses måske mest tydeligt i den enorme mængde litteratur, som sidenhen og fortsat skrives om ham. Tegneren Robert Storm Petersen stiftede i sin tid det første danske Sherlock Holmes-selskab, og forfatteren Carl Muusmann skrev i 1906 pastichen Sherlock Holmes paa Marienlyst.

Den ålborgensiske tegner og forfatter Henry Lauritzen stiftede i 1960'erne The Cimbrian Friends of Baker Street og udgav en række anbefalelsesværdige bøger på dansk om Holmes og co.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig