Don Juan. Illustration til Mozarts opera Don Giovanni (1787), farvelagt litografi af Julius Nisle, 1841. Litografiet viser scenen i 1. akt, 3. billede, hvor Don Juan søger at forføre den smukke bondepige Zerlina, der er trolovet med Masetto. Han forsikrer pigen om sin kærlighed og lokker hende med ordene Ræk mig din hånd, du kære — indledningen til en af Mozarts mest elskede duetter.

.

Don Juan, berømt fiktiv forførerskikkelse. Don Juan kendes først som skurken og hovedpersonen i spanieren Tirso de Molinas drama El Burlador de Sevilla (trykt 1630).

Han forfører såvel piger af folket som af sin egen adelstand, blandt de sidstnævnte Doña Ana, hvis far han slår ihjel. Under sin flugt kommer han siden til denne dræbte "Kommandant"s gravmæle og pirres til den fandenivoldske idé at indbyde dødningestatuen til et måltid.

Dødningen, "Stengæsten", kommer; han svarer med en returinvitation, som Don Juan tager imod, og ved det nye møde trækker "Kommandanten" Don Juan ned i helvedes ild. Det er et kristeligt-moralsk afstraffelsesdrama, dog med indskud af komiske scener og elementer.

Det blev et umådeligt populært drama-emne, gentaget med forskellige accentueringer i hele Europa i de følgende århundreder. I Molières komedie Don Juan (1665) har Don Juan træk af tidens franske overklasse-libertinere; han har ægtet og derpå forladt Elvire; han er ofte i knibe, som han hjælpes ud af ved sit vid og sin kynisme — eller ved sin trofaste, noget naive tjener Sganarelle; denne klager over tabet af sin løn, da Stengæsten trækker hans herre i helvede til sidst.

Wolfgang Amadeus Mozarts opera med italiensk tekst af Lorenzo da Ponte Don Giovanni (1787) betegner en potensering af det erotiske spil med patos i kvinderollerne (den forladte Elvire og den forførte Anna), med den blændende og ryggesløse Don Juan — og hans abe og tjener Leporello — samt den truende, ultimative straf; det rige og fængende musikalske udtryk har gjort denne Don Juan-version til den måske mest spillede og til den hyppigste reference.

Den tyske romantiker E.T.A. Hoffmann overvejer således i en novelle, "fantasistykket"Don Juan (1813), figurens væsen og karakter ud fra Mozartoperaen, mens Byrons ufuldendte engelske vers-epos Don Juan (påbegyndt 1819) og Mérimées franske novelle Les Âmes du purgatoire (1834) i forskellig ånd giver Don Juan en forhistorie.

I Danmark debuterede J.L. Heiberg med en marionetkomedie (trykt 1814), nærmest efter Molière; et sørgespil af Carsten Hauch er fra 1829. St.St. Blicher (i E Bindstouw, 1842) lod den jyske kusk Ole Vistisen fortælle sin oplevelse af Don Juan som pantomime på Casortis teater i København.

Søren Kierkegaard lod sin æstetiker A (i Enten — Eller, 1843) lægge pen til en afhandling om Mozarts musik som det kongeniale udtryk for det umiddelbart erotiske, modsat Molières komedie; gennem Forførerens Dagbog, en anden af teksterne i samme værk, fremstillede Kierkegaard en moderne, reflekterende Don Juan.

1900-t. har fortsat den psykologiske forklaring af Don Juan-typen, som Hoffmann begyndte — i skandinavisk digtning såvel i lyrisk form (fx i Per Lange Forvandlinger, 1929) som i drama (Sv. Borberg Synder og Helgen, 1939) og roman (Lars Gyllensten I skuggan av Don Juan, 1975, og Klaus Rifbjerg Operaelskeren, 1966). Fra anden europæisk litteratur kan fx nævnes Max Frischs komedie fra 1953 Don Juan oder Die Liebe zur Geometrie.

I litteraturen er den mandlige utroskab og erotiske vidtløftighed et hyppigt motiv, ofte i hovedtræk eller ved enkeltheder med mindelser om den klassiske Don Juan-handling, men man kan godt tale om et Don Juan-motiv, uden at det har nogen udtrykkelig tilknytning til den gamle historie.

Psykologien har interesseret sig for Don Juan-typen og den mandlige donjuanisme som udtryk for et tvangsmæssigt forbrug af seksualpartnere. Psykoanalysen ser ofte et dobbeltmotiv bag Don Juan-typens adfærd: Han er på flugt fra nærhed og intimitet og søger bekræftelse som mand.

Inden for musikken har Don Juan inspireret til adskillige værker ud over Mozarts Don Giovanni. Både før og efter findes en række musikværker baseret på historien om forføreren, som straffes hårdt, men retfærdigt for sit vellevned.

Af andre operakomponister kan nævnes Giuseppe Gazzaniga, Aleksandr Dargomysjskij og Léo Delibes, og blandt balletkomponisterne Christoph Willibald Gluck. Richard Strauss tegnede sit portræt af figuren i tonedigtet Don Juan fra 1889. De litterære forlæg har været forskellige, bl.a. Tirso de Molina og Molière.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig