Aasmund Olavsson Vinje var en norsk forfatter og journalist, som forsøgte at forene den gamle bondekultur med borgerlige dannelsesidealer. Som nynorsk forkæmper var han den første betydelige digter, der brugte det nye skriftsprog. Han var national af holdning, men åben for udenlandske impulser og med stærke interesser for antik filosofi og digtning. Et hovedværk er rejseskildringen Ferdaminni fraa Sumaren 1860 (1861), som vidner om digterens skarpe blik for konkrete detaljer og evne til politisk analyse i beskrivelsen af en rejse fra Kristiania (Oslo) til Trondheim i anledning af den svenske konges kroning. Det episke digt Storegut (1866) rager ligeledes højt. Han udgav 1858-70 enmandsugebladet Dølen. Vinje var kendt for sit "tvesyn" og agtet som en af Norges mest fremragende essayister.