Knut Faldbakken er en norsk forfatter og kritiker.
I rækken af tidstypiske romaner skildrer Maude danser (1971, på dansk i 1987) en midaldrende kvindes erotiske fantasteri og Insektsommer (1972, på dansk i 1973) en drengs pubertet. Dobbeltromanen Uår med enkelttitlerne Aftenlandet (1974, på dansk i 1980) og Sweetwater (1976, på dansk i 1981) er en skrækvision af civilisationens teknologiske sammenbrud.
Det effektive og meget udbredte forfatterskab tog også kønnenes kamp op med romanerne Adams dagbok (1978) og Bryllupsreisen (1982, på dansk i 1984). Glahn (1985, på dansk i 1985) anvender hovedfiguren fra Knut Hamsuns Pan i en moderne gennemskrivning af mandsrollen.
Med Ormens år (1993, dansk titel: Slangens år, 1995) henlagde Faldbakken en kriminalintrige med mytologiske og eksistentielle perspektiver til den maleriske norske provinsby Hamar. I den løst forbundne trilogi Når jeg ser deg (1996, på dansk i 1997), Eksil (1997) og Alt hva hjertet begjærer (1999) videreudvikler Faldbakken sin analyse af manderollen og det moderne parforhold. Opvækstromanen Frøken Snehvit (2000) knytter an til den tidligere Insektsommer (1972). Faldbakken har desuden virket som tidsskriftsredaktør og kritiker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.