Jo Nesbø, f. 1960, norsk forfatter, civiløkonom, journalist og musiker. Nesbø er dog primært kendt som krimiforfatter. Den autoritetsskyende, individualistiske og alkoholiserede politiefterforsker Harry Hole introduceredes i Flaggermusmannen (1997, da. Flagermusmanden, 2000) og er gennemgående figur i de følgende Kakerlakkene (1998, da. Kakerlakkerne, 2001), Rødstrupe (2000, da. Rødhals, 2001), Sorgenfri, (2002, da. samme titel, 2004), Marekors (2003, da. samme titel, 2005) og Frelseren (2005, da. samme titel, 2006). Nesbøs krimier forener det bedste i den skandinaviske krimis kritiske samfundsengagement med den hårdkogte del af genrens tradition for dramatisk handling, fandenivoldsk adfærd og medrivende plot.