Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jan Erik Vold

Oprindelig forfatter TBro Seneste forfatter Redaktionen

Jan Erik Vold, f. 1939, norsk forfatter. Hen ved 20 digtsamlinger siden debuten med mellom speil og speil (1965) tegner billedet af en alsidig poet både med og imod tidens strøm gennem konkretisme, metapoesi, politisk skrift, hverdagens underfundige talevers, det sidste i gennembrudsbogen Mor Godhjertas glade versjon. Ja (1968), videre med zenbuddhistisk stilhed i bl.a. spor, snø (1970) og atter med overraskende fornyelser i blandede Kalenderdikt (1995). Vold har selv foretaget et udvalg af 777 digte i I Vektens tegn (2000). Med hævdelse af poesiens magt følges de op af hans omfattende virksomhed som tidsskriftredaktør, kritiker og essayist, hvor hans blik for artistisk originalitet har genopvakt særegne forfatterskaber. Flere artikelsamlinger indgår i udvalget Tydelig. 33. Essays 1965-1998 (1999). Oversættelser og introduktioner af udenlandske poeter hører med til repertoiret, også i hans tribunekunst som oplæser med jazz og poesi, ofte i internationalt samarbejde og udgivet på cd. Hans selvvalgte stockholmske eksil er en betydelig nordisk udsigtspost.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Brostrøm: Jan Erik Vold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181033