Herbjörg Wassmo, f. 1942, norsk forfatter, opvokset i Nordnorge, hvis landskab og natur danner rammen om hendes romaner. Hun debuterede som lyriker med Vingeslag (1976), men brød igennem som prosaist med Huset med den blinde glassveranda (1981, da. 1983), første bind i trilogien om den incestramte "tyskerunge" Tora og hendes vanskelige liv uden for socialt fællesskab og på kanten af psykosen. Sammen med de efterfølgende to dele, Det stumme rommet (1983, da. 1984) og Hudløs himmel (1986, da. 1987), er trilogien også en tids- og miljøskildring af Nordnorge i 1950'erne. Med Dinas bok (1989, da. 1990) ramte Herbjørg Wassmo et moderne kvindeligt læserpublikums behov for stærke kvindeskildringer. Dina kommer uforvarende som lille pige til at slå sin mor ihjel, men vender faderens afvisning, skyldfølelsen og offerrollen til sin modsætning: Hun udvikler sig til et erotisk magtmenneske (slår bl.a. to af sine mænd ihjel) og en dreven forretningskvinde. Efterfølgerne, Lykkens sønn (1992, da. 1993) og Karnas arv (1997, da. 1998), følger Dinas søns og barnebarns skæbne i hhv. Nordnorge og København, men stadig med Dinas kvindelige forførelse og maskuline magtfuldhed som centrum, skrevet frem med den dramatiske nerve og brede, billedrige epik, der kendetegner Herbjørg Wassmo. Hun har desuden udgivet noveller, Reiser (1995, da. 1996), og i 2000 kom Det sjuende møte, en kunstner- og kærlighedsroman. For Hudløs himmel modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris.