Aksel Sandemose

Aksel Sandemose var en dansk-norsk forfatter, særlig kendt som ophavsmanden til Janteloven, hvori de normer og påbud er formuleret, som undertrykker enhver individualitet i et snævert og fordomsfuldt samfund.

Aksel Sandemose voksede op i et arbejdermiljø i Nykøbing Mors, som har stået ydre model til Jante, rejste en tid til søs og drog bl.a. til Newfoundland og Canada, steder, som spiller en vigtig rolle i den mytologi, som han senere spandt sit liv og værk ind i. Et jalousidrab udgør kernen i myten, og en af romanfigurerne udtaler, at mord og kærlighed er det eneste, som er værd at skrive om. I 1920'erne opholdt Aksel Sandemose sig en tid i København.

Erfaringen fra tiden til søs og i Nordamerika ligger til grund for debutbogen Fortællinger fra Labrador (1923). Både denne og senere ungdomsværker som Mænd fra Atlanten (1924) og Klabavtermanden (1927) er præget af vitalisme og hypermaskuline idealer.

I 1930 emigrerede Sandemose til Norge, hvorfra hans mor stammede, og skrev snart sine bøger på norsk. I den første, En sjømann går i land (1931, da. 1962), optræder for første gang figuren Espen Arnakke, digterens alter ego. Den danner optakt til En flyktning krysser sitt spor (1933, da. 1938), Sandemoses gennembrudsroman med undertitlen "Fortelling om en morders barndom", som indeholder den berømte Jantelov.

Bogen er en indtrængende studie i undertrykkelse og både i form og indhold influeret af psykoanalysen. Med sin springende komposition repræsenterer den noget radikalt nyt i norsk litteratur. I en række senere romaner giver Sandemose dybtgående analyser af mindreværdsfølelse, primitivt driftsliv og irrationelle handlinger. Både i sømandsromanen Vi pynter oss med horn (1936, da. 1953) og senere romaner knyttes vold og seksualitet sammen.

Under den sidste del af 2. Verdenskrig befandt Aksel Sandemose sig i Sverige, hvor han skrev og udgav sit andet hovedværk, Det svundne er en drøm (sv. 1944, da. 1946), en psykologisk thriller om en flygtning og et dobbeltmenneske, som vender hjem fra USA til Norge for at genopleve en gammel kærligheds- og trekanthistorie med nye aktører i hovedrollerne. Som selvudnævnt detektiv udforsker jegpersonen et drab, han selv har begået. Gennem sin fortælling afslører jegpersonen sig selv som en følelseskold og psykisk skadet person med en mentalitet beslægtet med den nazistiske.

Den udforskes videre i senere romaner, først i Alice Atkinson og hennes elskere (1949, da. 1963), senere i det tredje hovedværk, Varulven (1958, da. 1959), og fortsættelsen Felicias bryllup (1961, da. 1962). Den blodige trekant og den ustyrlige jalousi, to gennemgående motiver i forfatterskabet, udfoldes her på ny med udgangspunkt i begivenheder fra krigens dage. Som altid bliver personerne her også hjemsøgt af fortidens spøgelser, hvis magt de aldrig formår at frigøre sig fra.

Aksel Sandemose gjorde sig også bemærket som essayist og artikelforfatter, bl.a. i de to enmandstidsskrifter Fesjå (1934-36) og Årstidene. Brev fra Kjørkelvik (1951-55), hvori han både skrev om private forhold og kommenterede aktuelle samfundsspørgsmål på en skarpsindig og original måde, er udformet som memoirer i Rejsen til Kjørkelvik (1954, da. 1967).