Ordet akademi går tilbage til Platons skole i oldtidens Athen (se Akademiet). Siden senmiddelalderen er det blevet anvendt i stadig bredere betydning, så det nu uden skarp afgrænsning bruges om både lærde eller professionelle sammenslutninger af videnskabsmænd, kunstnere, forfattere eller teknikere, og om visse højere læreanstalter (fx Ingeniørakademiet) og visse skoler (fx Sorø Akademi). Vi kan her skelne mellem tre historiske perioder.
Akademierne opstod i en tid, da det middelalderlige universitetssystem viste sig ude af stand til at tage vare på en række discipliner af voksende betydning. Således undervistes der hverken i moderne sprog, græsk eller historie. Også den naturvidenskabelige undervisning var en utilstrækkelig basis for den voksende tekniske virksomhed. Begyndelsen blev gjort allerede i 1323, da en kreds af skribenter i Toulouse oprettede et Consistori de la gaya scienza (i dag kaldet Académie floréale) med det formål af styrke provencalsk sprog og litteratur. Dette vakte interesse i Italien med dette lands omfattende digtning på modersmålet. Her knyttedes forbindelsen til humanismens interesse for alt græsk, hvilket i 1400-tallet resulterede i et akademi i Firenze, Accademia fiorentina, hvor Marsilio Ficino, Pico della Mirandola,Niccolò Machiavelli og andre mødtes ved mediciernes hof for under Lorenzo de Medicis ledelse at diskutere nyplatonisk filosofi, hermetisme og andre hidtil ret upåagtede sider af den antikke kultur. Snart efter bredte bevægelsen sig til andre byer også nord for Alperne, hvor "ærkehumanisten" Konrad Celtis i Wien i 1497 oprettede et akademi, Collegium poetarum et mathematicorum.
Denne spredning ledsagedes af en begyndende specialisering. Omkring 1560 oprettede lægen Giambattista della Porta i Napoli det rent naturvidenskabelige Academia secretorum naturae. Naturvidenskabeligt var også det romerske Accademia dei Lincei, der grundlagdes af Federico Cesi (1585-1630). Det havde Galileo Galilei blandt sine medlemmer og udgav en del af hans skrifter foruden en stor beskrivelse af planter og mineraler i Mexico. Både det nuværende pavelige videnskabsakademi (oprettet i 1847, fra 1936 kaldet Pontificia academia scientiarum) og det verdslige Accademia Nazionale dei Lincei fra 1870 regner sig for efterkommere af Cesis institution, der som sådan opløstes kort efter hans død. En kortvarig, men betydningsfuld rolle spillede i 1657-1667 det eksperimentelle Accademia del Cimento i Firenze, der oprettedes omkring Galileis sidste elever og bl.a. havde Niels Stensen som medlem. Rent filologisk var derimod det florentinske Accademia della Crusca (1582), som med en stor ordbog over den toscanske dialekt bidrog til at gøre Dante Aligheris, Francesco Petrarcas, Niccolò Machiavellis og Galileo Galileis sprog til prototypen på det moderne italienske nationalsprog.
En ny fase af akademiernes historie begyndte i 1600-tallet, da statsmagten fik blik for nytten af deres faglige kompetence. Dette resulterede i England og Frankrig i to meget forskellige akademimodeller, som senere efterlignedes i mange andre lande. Under Den Engelske Borgerkrig og Cromwells regering mødtes kredse af forskere privat ("The Invisible College") både i London og Oxford, i nogen grad inspireret af Francis Bacons forskningspolitiske program i The New Atlantis (1627). Efter monarkiets genindførelse i 1660 fremtrådte de som The Philosophical Society, der i 1662 fik kongelige privilegier som The Royal Society of London for the Improving of Natural Knowledge. Selskabet bevarede dog sin uafhængighed, bl.a. fordi medlemmerne betalte kontingent, og fordi det udviste en gennemført religiøs og politisk tolerance. Kun matematiske og naturvidenskabelige spørgsmål drøftedes ved møderne, hvis resultater fra 1666 publiceredes i de endnu eksisterende Philosophical Transactions, som snart læstes over hele Europa. Modsat måtte humanisterne vente helt til 1901 på deres nationale British Academy.
I Frankrig udgik flere initiativer fra staten. I 1635 omdannede kardinal Jean Plessis de Richelieu en privat kreds af forskere til Académie française, der siden har røgtet det franske sprog ved hjælp af en officiel ordbog. I 1648 stiftede Jules Mazarin det kunstneriske Académie de sculpture et de peinture, der i 1663 suppleredes med Académie d'inscriptions et belles-lettres, som blev stiftet af Jean-Baptiste Colbert for at glorificere historiske begivenheder på monumenter og medaljer. Endelig omdannede Jean-Baptiste Colbert i 1666 en allerede eksisterende gruppe af forskere til Académie des sciences. Dette akademi udgav løbende sine Mémoires og årbogen Histoire og gik regeringen til hånde ved bl.a. opførelsen af observatoriet i Paris og springvandene i Versailles. Efter en rekonstruktion i 1699 trådte dets karakter af et statsligt forskningsdepartement til fremme af en merkantilistisk politik klart frem. Medlemmerne skulle i givne antal repræsentere en bestemt række af fag, de fik løn af staten og var opdelt i et stramt hierarki, ledet af en kongevalgt præsident. Den oprindelige religiøse tolerance forsvandt med ophævelsen af Nantesediktet i 1685. Alle disse statsakademier ophævedes under Den Franske Revolution, men genskabtes i 1816 som afdelinger af Institut de France med de "40 udødelige" i Académie française på toppen af systemet.
I det politisk fragmenterede Tyskland fandtes talrige lokale akademier, af hvilke Schweinfurt-akademiet fra 1652 i 1687 omdannedes til det kejserlige Academia Leopoldina med medlemmer overalt i riget. Filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz udkastede forgæves tanken om et nationalt akademi for hele Tyskland, men i år 1700 lykkedes det at få oprettet et meget franskpræget Académie des sciences i Berlin med Gottfried Leibniz som præsident. Det rummede både en humanistisk og en naturvidenskabelig klasse, som holdt møder hver for sig. Da Brandenburg i 1701 omdannedes til kongeriget Preussen, fik dette akademi national status. Det sygnede hen efter Leibnizs død, men genopvaktes i 1745 af kong Frederik 2. den Store, som siden overtog præsidentembedet og dermed understregede akademiets statslige karakter. Som Preussische Akademie der Wissenschaften overlevede det indtil Berlins deling efter 2. Verdenskrig. Det fortsatte i Østtyskland som Akademie der Wissenschaften der DDR, hvis modstykke i Vesttyskland blev en sammenslutning af de lokale akademier i Göttingen, Heidelberg, München, Mainz og Düsseldorf. Efter Tysklands genforening er alle akademier samlet i Deutsche Akademie der Wissenschaften.
Parallelt opstod i 1696 i Brandenburg det senere Preussische Akademie der Künste, der omfattede fortjente udøvere af klassiske kunstarter som litteratur, billedkunst og musik og formelt eksisterede til 1945. I 1950 genoplivede DDR akademiet som Deutsche Akademie der Künste og valgte den sidste akademipræsident før 1933, Heinrich Mann, til at beklæde sit gamle embede. Mann døde imidlertid i USA, før han kunne vende hjem til Berlin, og blev erstattet af Arnold Zweig, der var kommet tilbage fra sit ophold i Palæstina. Allerede i 1954 oprettedes et konkurrerende akademi i Vestberlin. Deutsche Akademie der Künste (fra 1972 Akademie der Künste der DDR), der bl.a. omfattede Bertolt Brecht og Anna Seghers, havde en vis autonomi i forhold til DDR's kulturbureaukrati, der dog også var repræsenteret blandt medlemmerne. Dette førte til diskussioner og brud, da det østberlinske og det vestberlinske (kunst-)akademi, der nu også omfattede film og medier, skulle lægges sammen efter Tysklands genforening. Der måtte nødvendigvis ske en udrensning af linjetro partikunstnere; nogle meldte sig ud for at komme en ekskludering i forkøbet, mens andre forlod akademiet, fordi de ikke fandt udrensningerne gennemgribende nok. Det "fusionerede" Akademie der Künste var en kendsgerning i 1993, og i 2005 rykkede det ind i sin egen, nyopførte bygning på Pariser Platz i Berlin.
I mellemtiden bredte akademibevægelsen sig til Tysklands nabolande. I Sankt Petersborg oprettede zar Peter 1. den Store i 1724 et russisk akademi med mange medlemmer indkaldt fra udlandet. I 1739 fulgte Sverige efter med det naturvidenskabelige Kungliga Svenska Vetenskapsakademien, og i Danmark oprettedes i 1742 et Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere, senere kaldet Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Det var en fri sammenslutning af ulønnede forskere af alle fag, som siden har virket med fællesmøder og udsendelse af publikationer. Året efter opstod The American Philosophical Society i Philadelphia som tegn på, at akademibevægelsen nu havde bredt sig til den nye verden.
Den tredje fase begyndte sidst i 1800-tallet med oprettelsen af en ny type af internationale organer for enkelte discipliner, af hvilke de naturvidenskabelige samledes i paraplyorganisationen International Union of Scientific Councils, mens de humanistiske organiseredes i Union académique internationale. Andre internationale akademier bevarede deres mere private karakter, fx Académie internationale de droit comparé for jurister, skribentsammenslutningen International Association of Poets, Playwrights, Editors, Essayists, and Novelists, kendt som PEN, og The International Academy of History and Science. Disse selskaber virker hovedsageligt gennem regelmæssige internationale kongresser. To nye akademier med samme navn, Academiae Europeae, arbejder især for integrering af forskere fra Øst og Vest.
Mens akademierne i den vestlige verden stort set bevarede deres uafhængighed og selvstyre, fik de i den kommunistiske verden efter 2. Verdenskrig en ny rolle som statsorganer til varetagelse af næsten al videnskabelig forskning. De adskiltes klart fra universiteterne og blev derved også hjemsted for forskere med afvigende meninger, som her kunne arbejde videnskabeligt under politisk kontrol uden kontakt med det store flertal af studerende. Et eksempel herpå er det gamle russiske akademi, som i 1934 flyttede fra Leningrad til Moskva som Akademija Nauk SSSR og efterhånden kom til at omfatte mere end 260 forskellige forskningscentre.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.