Akademier. Det Danske Akademi, tegnet af Bo Bojesen i 1960. Fra venstre forfatterne Knud Sønderby og Karen Blixen, litteraturhistorikeren professor Paul V. Rubow, forfatteren Jacob Paludan, litteraturhistorikeren professor Hans Brix, forfatteren H.C. Branner, forfatteren og kritikeren Tom Kristensen, kunsthistorikeren professor Christian Elling samt forfatterne Karl Bjarnhof, Kjeld Abell, Agnes Henningsen og Thorkild Bjørnvig.

.

Som man kender Svenska Akademien: uddeling af nobelprisen.

.
Licens: Brukerspesifisert

Ordet akademi går tilbage til Platons skole i oldtidens Athen (se Akademiet). Siden senmiddelalderen er det blevet anvendt i stadig bredere betydning, så det nu uden skarp afgrænsning bruges om både lærde eller professionelle sammenslutninger af videnskabsmænd, kunstnere, forfattere eller teknikere, og om visse højere læreanstalter (fx Ingeniørakademiet) og visse skoler (fx Sorø Akademi). Vi kan her skelne mellem tre historiske perioder.

Akademierne opstod i en tid, da det middelalderlige universitetssystem viste sig ude af stand til at tage vare på en række discipliner af voksende betydning. Således undervistes der hverken i moderne sprog, græsk eller historie. Også den naturvidenskabelige undervisning var en utilstrækkelig basis for den voksende tekniske virksomhed. Begyndelsen blev gjort allerede i 1323, da en kreds af skribenter i Toulouse oprettede et Consistori de la gaya scienza (i dag kaldet Académie floréale) med det formål af styrke provencalsk sprog og litteratur. Dette vakte interesse i Italien med dette lands omfattende digtning på modersmålet. Her knyttedes forbindelsen til humanismens interesse for alt græsk, hvilket i 1400-tallet resulterede i et akademi i Firenze, Accademia fiorentina, hvor Marsilio Ficino, Pico della Mirandola,Niccolò Machiavelli og andre mødtes ved mediciernes hof for under Lorenzo de Medicis ledelse at diskutere nyplatonisk filosofi, hermetisme og andre hidtil ret upåagtede sider af den antikke kultur. Snart efter bredte bevægelsen sig til andre byer også nord for Alperne, hvor "ærkehumanisten" Konrad Celtis i Wien i 1497 oprettede et akademi, Collegium poetarum et mathematicorum.

Denne spredning ledsagedes af en begyndende specialisering. Omkring 1560 oprettede lægen Giambattista della Porta i Napoli det rent naturvidenskabelige Academia secretorum naturae. Naturvidenskabeligt var også det romerske Accademia dei Lincei, der grundlagdes af Federico Cesi (1585-1630). Det havde Galileo Galilei blandt sine medlemmer og udgav en del af hans skrifter foruden en stor beskrivelse af planter og mineraler i Mexico. Både det nuværende pavelige videnskabsakademi (oprettet i 1847, fra 1936 kaldet Pontificia academia scientiarum) og det verdslige Accademia Nazionale dei Lincei fra 1870 regner sig for efterkommere af Cesis institution, der som sådan opløstes kort efter hans død. En kortvarig, men betydningsfuld rolle spillede i 1657-1667 det eksperimentelle Accademia del Cimento i Firenze, der oprettedes omkring Galileis sidste elever og bl.a. havde Niels Stensen som medlem. Rent filologisk var derimod det florentinske Accademia della Crusca (1582), som med en stor ordbog over den toscanske dialekt bidrog til at gøre Dante Aligheris, Francesco Petrarcas, Niccolò Machiavellis og Galileo Galileis sprog til prototypen på det moderne italienske nationalsprog.

En ny fase af akademiernes historie begyndte i 1600-tallet, da statsmagten fik blik for nytten af deres faglige kompetence. Dette resulterede i England og Frankrig i to meget forskellige akademimodeller, som senere efterlignedes i mange andre lande. Under Den Engelske Borgerkrig og Cromwells regering mødtes kredse af forskere privat ("The Invisible College") både i London og Oxford, i nogen grad inspireret af Francis Bacons forskningspolitiske program i The New Atlantis (1627). Efter monarkiets genindførelse i 1660 fremtrådte de som The Philosophical Society, der i 1662 fik kongelige privilegier som The Royal Society of London for the Improving of Natural Knowledge. Selskabet bevarede dog sin uafhængighed, bl.a. fordi medlemmerne betalte kontingent, og fordi det udviste en gennemført religiøs og politisk tolerance. Kun matematiske og naturvidenskabelige spørgsmål drøftedes ved møderne, hvis resultater fra 1666 publiceredes i de endnu eksisterende Philosophical Transactions, som snart læstes over hele Europa. Modsat måtte humanisterne vente helt til 1901 på deres nationale British Academy.

I Frankrig udgik flere initiativer fra staten. I 1635 omdannede kardinal Jean Plessis de Richelieu en privat kreds af forskere til Académie française, der siden har røgtet det franske sprog ved hjælp af en officiel ordbog. I 1648 stiftede Jules Mazarin det kunstneriske Académie de sculpture et de peinture, der i 1663 suppleredes med Académie d'inscriptions et belles-lettres, som blev stiftet af Jean-Baptiste Colbert for at glorificere historiske begivenheder på monumenter og medaljer. Endelig omdannede Jean-Baptiste Colbert i 1666 en allerede eksisterende gruppe af forskere til Académie des sciences. Dette akademi udgav løbende sine Mémoires og årbogen Histoire og gik regeringen til hånde ved bl.a. opførelsen af observatoriet i Paris og springvandene i Versailles. Efter en rekonstruktion i 1699 trådte dets karakter af et statsligt forskningsdepartement til fremme af en merkantilistisk politik klart frem. Medlemmerne skulle i givne antal repræsentere en bestemt række af fag, de fik løn af staten og var opdelt i et stramt hierarki, ledet af en kongevalgt præsident. Den oprindelige religiøse tolerance forsvandt med ophævelsen af Nantesediktet i 1685. Alle disse statsakademier ophævedes under Den Franske Revolution, men genskabtes i 1816 som afdelinger af Institut de France med de "40 udødelige" i Académie française på toppen af systemet.

I det politisk fragmenterede Tyskland fandtes talrige lokale akademier, af hvilke Schweinfurt-akademiet fra 1652 i 1687 omdannedes til det kejserlige Academia Leopoldina med medlemmer overalt i riget. Filosoffen Gottfried Wilhelm Leibniz udkastede forgæves tanken om et nationalt akademi for hele Tyskland, men i år 1700 lykkedes det at få oprettet et meget franskpræget Académie des sciences i Berlin med Gottfried Leibniz som præsident. Det rummede både en humanistisk og en naturvidenskabelig klasse, som holdt møder hver for sig. Da Brandenburg i 1701 omdannedes til kongeriget Preussen, fik dette akademi national status. Det sygnede hen efter Leibnizs død, men genopvaktes i 1745 af kong Frederik 2. den Store, som siden overtog præsidentembedet og dermed understregede akademiets statslige karakter. Som Preussische Akademie der Wissenschaften overlevede det indtil Berlins deling efter 2. Verdenskrig. Det fortsatte i Østtyskland som Akademie der Wissenschaften der DDR, hvis modstykke i Vesttyskland blev en sammenslutning af de lokale akademier i Göttingen, Heidelberg, München, Mainz og Düsseldorf. Efter Tysklands genforening er alle akademier samlet i Deutsche Akademie der Wissenschaften.

Parallelt opstod i 1696 i Brandenburg det senere Preussische Akademie der Künste, der omfattede fortjente udøvere af klassiske kunstarter som litteratur, billedkunst og musik og formelt eksisterede til 1945. I 1950 genoplivede DDR akademiet som Deutsche Akademie der Künste og valgte den sidste akademipræsident før 1933, Heinrich Mann, til at beklæde sit gamle embede. Mann døde imidlertid i USA, før han kunne vende hjem til Berlin, og blev erstattet af Arnold Zweig, der var kommet tilbage fra sit ophold i Palæstina. Allerede i 1954 oprettedes et konkurrerende akademi i Vestberlin. Deutsche Akademie der Künste (fra 1972 Akademie der Künste der DDR), der bl.a. omfattede Bertolt Brecht og Anna Seghers, havde en vis autonomi i forhold til DDR's kulturbureaukrati, der dog også var repræsenteret blandt medlemmerne. Dette førte til diskussioner og brud, da det østberlinske og det vestberlinske (kunst-)akademi, der nu også omfattede film og medier, skulle lægges sammen efter Tysklands genforening. Der måtte nødvendigvis ske en udrensning af linjetro partikunstnere; nogle meldte sig ud for at komme en ekskludering i forkøbet, mens andre forlod akademiet, fordi de ikke fandt udrensningerne gennemgribende nok. Det "fusionerede" Akademie der Künste var en kendsgerning i 1993, og i 2005 rykkede det ind i sin egen, nyopførte bygning på Pariser Platz i Berlin.

I mellemtiden bredte akademibevægelsen sig til Tysklands nabolande. I Sankt Petersborg oprettede zar Peter 1. den Store i 1724 et russisk akademi med mange medlemmer indkaldt fra udlandet. I 1739 fulgte Sverige efter med det naturvidenskabelige Kungliga Svenska Vetenskapsakademien, og i Danmark oprettedes i 1742 et Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere, senere kaldet Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Det var en fri sammenslutning af ulønnede forskere af alle fag, som siden har virket med fællesmøder og udsendelse af publikationer. Året efter opstod The American Philosophical Society i Philadelphia som tegn på, at akademibevægelsen nu havde bredt sig til den nye verden.

Den tredje fase begyndte sidst i 1800-tallet med oprettelsen af en ny type af internationale organer for enkelte discipliner, af hvilke de naturvidenskabelige samledes i paraplyorganisationen International Union of Scientific Councils, mens de humanistiske organiseredes i Union académique internationale. Andre internationale akademier bevarede deres mere private karakter, fx Académie internationale de droit comparé for jurister, skribentsammenslutningen International Association of Poets, Playwrights, Editors, Essayists, and Novelists, kendt som PEN, og The International Academy of History and Science. Disse selskaber virker hovedsageligt gennem regelmæssige internationale kongresser. To nye akademier med samme navn, Academiae Europeae, arbejder især for integrering af forskere fra Øst og Vest.

Mens akademierne i den vestlige verden stort set bevarede deres uafhængighed og selvstyre, fik de i den kommunistiske verden efter 2. Verdenskrig en ny rolle som statsorganer til varetagelse af næsten al videnskabelig forskning. De adskiltes klart fra universiteterne og blev derved også hjemsted for forskere med afvigende meninger, som her kunne arbejde videnskabeligt under politisk kontrol uden kontakt med det store flertal af studerende. Et eksempel herpå er det gamle russiske akademi, som i 1934 flyttede fra Leningrad til Moskva som Akademija Nauk SSSR og efterhånden kom til at omfatte mere end 260 forskellige forskningscentre.

Litterære akademier

Det var renæssancehumanismens kærlighed til modersmålet, som gav stødet til oprettelse af de litterære akademier.

Mønstergivende blev Accademia della Crusca i Firenze, hvis opgave var at rense sproget. Akademiets store ordbog, Vocabolario degli Accademici della Crusca udkom i 1612.

Med det formål at virke normgivende for fransk sprog og litteratur gav kardinal Armand Jean du Plessis de Richelieu i 1635 en privat kreds, som siden 1626 havde holdt litterære møder, officiel status som Académie française, Det Franske Akademi.

Under Den Franske Revolution blev det nedlagt, men i 1803 genoprettet af Napoleon Bonaparte som en del af Institut de France.

Det har 40 lønnede medlemmer, der bl.a. skal deltage i de såkaldte Torsdagsmøder, hvor modersmålets ordforråd og grammatik jævnligt drøftes.

Ordbogen Dictionnaire de l'Académie française, der langt op i tiden var meget restriktiv, udkom i 1694, 8. udgave 1932-1935.

Et skarpsynet medlem, filologen Claude Favre de Vaugelas, udarbejdede med Remarques sur la langue française (1647) en lovbog for korrekt sprogbrug. Først i 1932 udkom den officielle Grammaire de l'Académie française.

Ved Akademiets årsfest i maj holder hvert nyvalgt medlem tale om sin forgænger. I 1981 blev det første kvindelige medlem, Marguerite Yourcenar, indvalgt; i 1989 Jacqueline de Romilly (26.3.1913-18.12.2010).

Akademiet uddeler litterære priser, siden 1903 i kappestrid med Académie Goncourt, som stiftedes i 1896 i opposition til Académie française og på grundlag af Edmond de Goncourts testamente. Dets 10 medlemmer uddeler hvert år den eftertragtede Goncourtpris til et litterært værk, oftest en roman.

I klar efterligning af Det Franske Akademi oprettedes i 1713 Real Academia española de la lengua, Det kongelige spanske Sprog-Akademi, med 30 medlemmer. Det udgav sin første ordbog over det spanske sprog i 1726-1739.

Da Svenska Akademien blev stiftet 5. april 1786 med 18 medlemmer, oplæstes på Gustav 3.s befaling Akademiets love, ifølge hvilke den fornemste og mest magtpåliggende opgave var at arbejde for det svenske sprogs renhed, styrke og højhed, herunder at udarbejde en ordbog og en grammatik. Af Ordbok över svenska språket udsendtes første hæfte i 1893; det sidste kommer antagelig omkring 2020.

I 1985 påbegyndte et hold filologer på arbejdet med Svenska Akademiens grammatik, (SAG), der udkom i 1999 i fire bind. Samtidig ønskede Akademiet at vejlede dels ved at udarbejde en Ordlista över svenska språket, som siden 1874 er udkommet i ti ajourførte oplag, dels ved støtte til udgivelse af Erik Wellanders Riktig svenska (1939).

Det Svenske Akademis valgsprog Snille och smak angav fra begyndelsen kriterierne for dets prisuddelinger. Da Akademiet accepterede Alfred Nobels tilbud om at uddele den litterære nobelpris — en himmelsk gave og opgave i en nedgangstid — blev det besluttet, at denne pris skulle tildeles for "det mest udmærkede i idealistisk retning".

Fra 1901 gav nobelprisen Akademiet en enestående international position. Det krævende arbejde er skildret udførligt i flere af den række værker på ni bind, Akademiet udsendte i forbindelse med jubilæet 1986. Ved samme lejlighed indstiftedes en meget betydelig nordisk litterær pris.

Bredt favnende er American Academy and Institute of Art and Letters, Det Amerikanske Akademi for Kunst og Litteratur, oprettet i 1913. Akademiets felt dækker i USA foruden kunst og litteratur også musik. Det har 300 amerikanske medlemmer og 75 udenlandske. Det ledes af 11 direktører og uddeler en årlig guldmedalje og adskillige priser.

I Danmark grundlagdes på initiativ af Jens Schelderup Sneedorff, Tyge Rothe og A.G. Carstens i december 1759 Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, også kaldet Det smagende Selskab. Med støtte i Ove Høegh-Guldbergs nationale kulturpolitik udskrev selskabet litterære prisopgaver.

Besvarelser herfra blev sammen med andre litterære bidrag trykt i Selskabets Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber I-XX, 1761-1824. I perioden 1767-1966 gav Selskabet støtte til udgivelse af eller som belønning for publikationer.

I 1966 blev det tilsluttet Det Danske Akademi, som for renterne af den medbragte formue siden 1968 har uddelt "Selskabets pris".

Akademitanken er generelt knyttet til begrebet kvalitet, både hvad angår udvælgelse af medlemmer og definitioner af formål. Det er fælles for litterære og videnskabelige akademier, at medlemstallet ligger fast, at medlemmerne er valgt for livstid, samt at hvert akademi er selvsupplerende.

Kunstakademier

Kunstakademier er institutioner, hvor billedkunst og arkitektur dyrkes teoretisk og gennem undervisning. De beskæftiger sig med maleri, skulptur, grafik, arkitektur og beslægtede fag, enten samlet i én institution eller fx som selvstændige arkitektskoler.

Uddannelsen af håndværkere, hvis fag krævede tegning, var i flere lande knyttet til kunstakademierne, fx i København i perioden 1771-1857. Fra midten af 1800-tallet blev håndværkeruddannelsen dog i de fleste lande udskilt fra kunstakademierne og henlagt til specielle tekniske skoler.

Kunstakademier opstod i renæssancen ud fra et ønske om at hæve kunsten og dens udøvere op over det håndværksmæssige og dyrke kunst som en videnskab på linje med andre frie kunster. Akademierne kom herved ofte til at stå i et modsætningsforhold til lavene (se Lukasgilder).

Leonardo da Vincis navn forbindes med et kunstakademi, der muligvis har eksisteret i Milano i slutningen af 1400-tallet, og i 1530'erne og 1550'erne omtales kunstakademier i Rom og Firenze, uden at man kender karakteren af deres virksomhed.

Først fra 1500-tallets anden halvdel er der sikkert kendskab til organiserede kunstakademier; Accademia del Disegno i Firenze stiftedes i 1563 af Giorgio Vasari, Accademia di San Luca i Rom i 1593 af Federico Zuccari.

I 1500- og 1600-tallet opstod mange mindre, private tegneskoler eller kunstakademier i Europa, men med stiftelsen af et kunstakademi i Paris i 1648 (fra 1655 l'Académie royale de peinture et de sculpture) skabtes et magtfuldt, statsligt kunstakademi, der centralt og strengt organiseret styrede kunstliv og kunstuddannelse for at sikre landet og kongemagten dygtige kunstnere.

Académie de France i Rom blev oprettet i 1666 for elever fra pariser-kunstakademiet, der havde vundet Romprisen, Grand Prix de Rome, og i 1671 stiftedes Académie royale d'architecture. Efter Den Franske Revolution overførtes de kongelige kunstakademiers virksomhed til Académie des beaux-arts og École des beaux-arts.

Pariser-akademiet blev forbilledet for de mange statslige, kommunale eller private større kunstakademier, der opstod eller blev nyorganiseret i 1700-tallets anden halvdel i de fleste større europæiske byer, fx Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1754 i København og The Royal Academy of Arts i London i 1768; også i Amerika opstod kunstakademier, fx i Mexico i 1785 og i Philadelphia i 1800.

Selvom kunstakademiernes organisation og praksis kunne være forskellige og desuden ændredes lokalt efterhånden, var der fra begyndelsen visse fællestræk, der først fra midten af 1800-tallet begyndte at opløse sig. Ledelsen lå i hænderne på et hierarki af præsident, direktør, professorer, æresmedlemmer (der ikke var kunstnere) og menige medlemmer; der blev også optaget udenlandske medlemmer.

Optagelsen af kunstnermedlemmer forudsatte et medlemsstykke: et godkendt kunstværk, egenhændigt udført efter opgave, stillet af akademiet; det kunne indgå i den kunstsamling, der fandtes ved mange kunstakademier. Historiemaleriet (dvs. motiver fra Bibelen, historien, mytologien og lignende) blev anset for den grundlæggende disciplin, men også andre genrer (fx portræt-, landskabs- og blomstermaleri) var repræsenteret blandt professorer og medlemmer.

Kunstteoretiske drøftelser eller forelæsninger var en væsentlig del af mange kunstakademiers virksomhed, og de foranstaltede offentlige, censurerede kunstudstillinger. Undervisningen i de lavere klasser var baseret på tegning efter stik, tegninger og gipsafstøbinger, i de højere klasser for billedkunstnere på studier efter levende model. Der blev undervist i geometri, perspektiv, anatomi, komposition med mere.

Først op i 1800-tallet indførtes undervisning i at male. Forskellige konkurrencer, fx for at opnå sølv- eller guldmedaljer, ansporede eleverne og dokumenterede deres fremgang, og et udlandsophold, fortrinsvis i Paris eller Rom, blev anset for væsentligt for de vordende kunstnere og blev støttet af rejsestipendier.

Med romantikkens forestillinger om det kunstneriske genis behov for fri udfoldelse uden hæmmende, akademiske regler krævedes der fra begyndelsen af 1800-tallet fra flere sider, bl.a. af den tyske kunstnergruppe Nazarenerne, en mere individuel behandling af kunstakademiernes talentfulde elever.

Det førte efterhånden ved nogle kunstakademier til oprettelse af mesterklasser, hvor eleverne modtog individuel undervisning af en professor, fx i 1831 i Düsseldorf, hvad der fik stor betydning for tysk og udenlandsk kunst i midten af 1800-tallet, og i 1840'erne i Frankfurt, Dresden og Antwerpen.

Kritikken af kunstakademiernes virksomhed og undervisningsmetode voksede i løbet af 1800-tallet, og deres betydning blev mindre, også fordi kunstnerne kunne søge undervisning på private skoler, der efterhånden opstod uden for kunstakademierne.

I Paris blev disse ledet af kendte kunstnere som J.L. David (fra 1780'erne-1816), Eugène Delacroix, J.A.D. Ingres og senere Léon Bonnat og Henri Matisse. Kritikken bidrog også til en opblødning af de traditionelle regler ved mange kunstakademier, fx angående optagelse af medlemmer.

I Danmark førte en voksende utilfredshed med kunstakademiets monopol til åbningen af den statsstøttede malerskole, Kunstnernes Studieskole, i 1882. Fra 1885-1908 ledede Kristian Zahrtmann en af Studieskolens selvstændige afdelinger eller skoler, som fik afgørende betydning for den danske malerkunsts udvikling. Efter fornyet kritik oprettedes en række private malerskoler i København i 1920'erne, hvoraf den vigtigste blev ledet af Peter Rostrup Bøyesen.

Tanker om sammenhængen mellem kunst og kunsthåndværk og kunstens forhold til industrialiseringen kom i løbet af 1800-tallet til at spille en rolle for kunstneruddannelsen, bl.a. inspireret af den tyske arkitekt Gottfried Semper. I Storbritannein understregede Arts and Crafts-bevægelsen kravet om sammenhæng mellem kunst, kunsthåndværk og arkitektur og om en fælles uddannelse.

Lignende idéer genfindes i en af 1900-tallets mest betydningsfulde kunstskoler, Bauhaus i Weimar, grundlagt af Walter Gropius i 1919. Undervisningen lå her i hænderne på periodens mest avancerede kunstnere inden for forskellige medier. Den tog sigte på et samspil mellem alle kunstarter, inklusiv kunsthåndværk, og på at anvende og påvirke industrialiseringen.

Mange Bauhaus-kunstnere flyttede til USA, da nazisterne lukkede skolen i 1933, og i Chicago oprettede László Moholy-Nagy New Bauhaus i 1937-1938 og School of Design i 1939 (fra 1944 Institute of Design).

Kunstakademiernes organisation, praksis og regler har ændret sig betydeligt med samfundets og kunstens udvikling, og nye medier og teknikker er blevet inddraget i takt med kunstnernes behov.

I Danmark er der stiftet flere nye kunstakademier eller læreanstalter: Det Jyske Kunstakademi i Aarhus (1964), Arkitektskolen i Aarhus (1965) og Det Fynske Kunstakademi i Odense (1972).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig