receptionsforskning

Litteraturens, genrens, enkeltværkets virkning har man i princippet altid været opmærksom på, særlig ved den dramatiske og den mundtligt fremførte litteratur: Aristoteles' opfattelse af, at det tragiske virker følelsesmæssigt rensende (katarsis), er et stykke receptionsteori, og disciplinen retorik behandler talers og teksters midler til at virke. Med den skriftlige og især den bogtrykte litteratur virkes der ganske vist på læsere enkeltvis; men for forlag o.l. gælder spørgsmålet, til hvilke grupper litteraturen kan udbredes og appellere. Også censurinstanser interesserer sig for litteraturens virkninger, nemlig den formodede skadelige virkning af samfundssatirer, pornografi mv.

I 1900-tallet har man ikke mindst udbygget litteratursociologien med begreber og målestokke for, hvorledes forskellige slags litteratur også receptionsmæssigt har haft særlige tilhørsforhold til forskellige befolkningsgrupper. I Danmark kan således nævnes Sven Møller Kristensen og Hans Hertel, der i samme perspektiv har bidraget til at supplere digterlitteraturhistorie med læserlitteraturhistorie. Internationalt såvel som i Danmark har forskningsinteressen for kvindelitteratur et grundlag i forestillinger om, at kønsbestemte erfaringer i digtning modsvares af et kønsbestemt læseberedskab.

Et pionerværk i 1900-tallets receptionsforskning var Cambridgelitteraten I.A. Richards' Practical Criticism (1929), der ud fra et eksperiment registrerede, hvorledes et antal studerende havde (mis)forstået 13 digte uden forfatternavn. Richards udpegede en del af de faktorer, der er på spil i vurderende og fortolkende læsning. Eksperimenter af lignende art er senere demonstreret i bl.a. Gunnar Hanssons Dikten och läsaren (1959) og har haft betydning i litteraturpædagogik. Bestræbelsen for at forstå læseoplevelser i psykoanalytisk perspektiv er i USA gjort af Norman Holland; mere specielt er børns tilegnelse af folkeeventyr emne for en bog af Bruno Bettelheim, The Uses of Enchantment (1975).

Den såkaldte receptionsæstetik i Tyskland fra ca. 1960 (Wolfgang Iser, Hans Robert Jauss) med baggrund i bl.a. hermeneutikken har studeret samspillet mellem bestemte tidsaldres litterære teknikker, værker og genrer og samme — og senere — tidsaldres forhåndsindstilling ("forventningshorisont") hos læserne; foruden de betydningsmæssige "tomme pladser" i teksten, som læsere individuelt udfylder.

Hermed rejses også spørgsmålet om læserens frihed til at bestemme tekstens mening; det har dekonstruktive kritikere som amerikaneren Stanley Fish belyst teoretisk med litteraturhistoriske eksempler og undervisningserfaring: Tilhører digtet digteren, professorautoriteten eller enhver menig læser?

De tidligste teorier i massemedieforskningen byggede på en stimulus-respons-model, også kaldet kanyleteorien, der forudsætter en fast sammenhæng mellem påvirkning (stimulus) og effekt (respons). Flere undersøgelser gjorde det imidlertid klart, at det modtagne budskab ofte ikke var lig med det afsendte, dvs. at modtageren fik noget andet ud af det, end afsenderen havde haft til hensigt. Dette ledte til totrinsmodellen, der forklarer, at et afsendt budskab i første omgang når en del af publikum (opinionsledere), som formidler det videre til andre, men ofte i ændret form. I 1970'erne udviklede britiske medieforskere uses and gratifications-teorien ('brug og tilfredsstillelse'). Ifølge denne model gør forskellige modtagere af massemediernes indhold forskellig brug af dette indhold; fx benytter nogle seere tv-underholdning som adspredelse, mens andre søger rollemodeller. Forskellene i brug har sammenhæng med modtagernes sociale forhold, herunder uddannelse og økonomi. I de senere år har flere danske medieforskere arbejdet med en videreudvikling af sådanne teorier, såkaldt receptionsanalyse.