litteratursociologi

betegner studier i, hvordan samfundet skildres i (skøn)litteraturen, og hvordan litteraturens stof, genrer og formsprog præges af de politiske, sociale og økonomiske kræfter. Værker, forfatterskaber, generationer og perioder analyseres ud fra deres sociale baggrund eller som udtryk for samfundsstrukturer og klassemodsætninger, for samfundsgruppers ideologi eller for en periodes eller en kulturs værdibegreber. Også triviallitteratur og anden populærkultur inddrages. Området har siden 1970'erne fået inspiration fra de angelsaksiske cultural studies og post colonial studies.

studerer litteraturen som en institution eller et system af institutioner og følger "den litterære proces" fra produktion af litteratur (forfattervilkår og -rekruttering, forlagsvirksomhed), over distribution (bøgers salgskanaler, spredning via andre medier, biblioteker, litterær kritik, oversættelser) til litteraturens brug (undervisning, værkers modtagelse og efterliv, den litterære opinionsdannelses mekanismer, læsevaner, litteraturens rolle i mediesamfundet, også som "kulturel kapital" med statusfunktion, kulturpolitik).

Analysen af læseformer arbejder i samspil med psykologi og den omfattende receptionsforskning og reader-response criticism, og studiet af bogens kommunikationsveje og bogkulturens institutioner er blevet et udbredt internationalt forskningsområde som boghistorie og Geschichte des Buchwesens.

funderer principielt over dialektikken mellem forfatter, tekst, formsprog og ydre vilkår. Hvilke funktioner har litteratur i omformningen af samfund og bevidsthed? Hvordan er forholdet mellem teksten og dens kontekst, mellem kunstnerisk fornyelse og pres fra ydre normer? I hvor høj grad afspejler litteraturen det omgivende samfund, og i hvor høj grad lever den sit eget liv som en stat i staten, i relativ autonomi? Hvordan opstår fællespræg og vekselvirkninger mellem flere værker, intertekstualitet, og mellem flere kunstarter, interart, i en periode? Hvordan overskrider æstetiske værdier deres egen tid og sociale baggrund?

søger at sammenfatte de andre områders erkendelse til overordnede historiske synteser. Idealet vil være en systematisk social litteraturhistorie om hele samfundets litterære aktivitet på alle niveauer i alle perioder, dvs. principielt alt, hvad der skrives/fortælles/spilles/synges, og hvordan det bruges, både i de dominerende kulturmiljøer og i subkulturer og "modoffentligheder", også den mundtlige digtning, kvindernes og de folkelige bevægelsers genrer og spredningsveje, også børnenes læsning og triviallitteraturens bestsellere.

Foreløbig har den sociologiske litteraturbetragtning — ofte i polemik mod den æstetisk orienterede kritik — især medvirket til at udvide litteraturbegrebet, relativere klassiske smagsnormer, nytolke og omvurdere den klassiske kanons tekster, genopdage fortrængte forfatterskaber og genrer og dermed ommøblere litteraturhistorien.

På alle fire områder arbejdes i kombinationer af empiri og analyse, af kvalitative og kvantitative metoder, og på alle fire områder har det litteratursociologiske perspektiv befrugtet den generelle litteraturvidenskab.

Feltets metodeudvikling sker i samspil med mange fag og forskningsgrene: social- og mentalitetshistorie, offentlighedsteori, socialantropologi og socialpsykologi, kvindeforskning og etniske studier, religionssociologi, sociolingvistik, kommunikations- og medieforskning, fritidssociologi, kulturgeografi og kulturøkonomi.

I praksis har den intensive litteratursociologiske forskning siden 1960'erne haft indflydelse på international uddannelses- og kulturpolitik, bl.a. via UNESCO, og på national lovgivning om kunststøtte, litteraturformidling og bogmarkedsforhold.