Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

litteratursociologi

Oprindelig forfatter HaHer Seneste forfatter Redaktionen

litteratursociologi, samlebegreb for en række teorier og metoder, der systematisk studerer samspillet mellem litteratur og samfund, dvs. litteratur som en funktion i og af samfundet.

Historisk er litteratursociologien samtidig med fremvæksten af det moderne forlagsvæsen og bogmarked, idet dens grundtanker formuleres første gang i den franske kritiker Madame de Staëls værk De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sociales (1800, Litteraturen betragtet i dens relationer til de sociale institutioner).

Opfattelsen af at mennesket er et samfundsvæsen, og at æstetik også er et materielt-socialt fænomen, fik fastere grundlag fra midten af 1800-t., da positivistiske videnskabsidealer bredte sig til de humanistiske fag, bl.a. med Hippolyte Taines teori om litteraturens afhængighed af race, miljø og moment (indført i Danmark af Georg Brandes), da sociologi og socialhistorie blev etableret som selvstændige fag, og da Karl Marx' historiske materialisme inspirerede kulturvidenskaberne. Nyere pionerer på dette område blev russeren Georgij Plekhanov, ungareren Georg Lukács og danskeren Hartvig Frisch.

Annonce

1930'ernes udbredte sociologisering af kunstsynet, der også var frugt af kulturkampen mod fascismen, fik udtryk i marxistisk litteraturkritik, især i England og USA, og i begyndende sociologisk litteraturforskning, også i Skandinavien.

I Danmark repræsenteredes den af Sven Møller Kristensen (Digteren og Samfundet i Danmark i det 19. Aarhundrede, 1-2, 1942-45) og Harald Rue og arven fra Brandes og kulturhistorikeren Valdemar Vedel krydsedes med inspiration fra marxistisk teori (se marxisme (litteraturforskning)).

Fra 1960 blev tråden genoptaget på et bredere teoretisk grundlag omkring franskmændene Robert Escarpit, Lucien Goldmann og siden Pierre Bourdieu, briten Raymond Williams og siden amerikaneren Robert Darnton, og litteratursociologi blev en international betegnelse. Den nye retning slog tidligt an i Norden, fra 1979-80 med egne professorater i Uppsala og København, og skabte nye forskningsmiljøer ved universiteter og biblioteksskoler.

Litteratursociologien har fire hovedarbejdsområder:

Samfundet i litteraturen

betegner studier i, hvordan samfundet skildres i (skøn)litteraturen, og hvordan litteraturens stof, genrer og formsprog præges af de politiske, sociale og økonomiske kræfter. Værker, forfatterskaber, generationer og perioder analyseres ud fra deres sociale baggrund eller som udtryk for samfundsstrukturer og klassemodsætninger, for samfundsgruppers ideologi eller for en periodes eller en kulturs værdibegreber. Også triviallitteratur og anden populærkultur inddrages. Området har siden 1970'erne fået inspiration fra de angelsaksiske cultural studies og post colonial studies.

Litteraturen i samfundet

studerer litteraturen som en institution eller et system af institutioner og følger "den litterære proces" fra produktion af litteratur (forfattervilkår og -rekruttering, forlagsvirksomhed), over distribution (bøgers salgskanaler, spredning via andre medier, biblioteker, litterær kritik, oversættelser) til litteraturens brug (undervisning, værkers modtagelse og efterliv, den litterære opinionsdannelses mekanismer, læsevaner, litteraturens rolle i mediesamfundet, også som "kulturel kapital" med statusfunktion, kulturpolitik).

Analysen af læseformer arbejder i samspil med psykologi og den omfattende receptionsforskning og reader-response criticism, og studiet af bogens kommunikationsveje og bogkulturens institutioner er blevet et udbredt internationalt forskningsområde som boghistorie og Geschichte des Buchwesens.

Den sociologiske litteraturteori

funderer principielt over dialektikken mellem forfatter, tekst, formsprog og ydre vilkår. Hvilke funktioner har litteratur i omformningen af samfund og bevidsthed? Hvordan er forholdet mellem teksten og dens kontekst, mellem kunstnerisk fornyelse og pres fra ydre normer? I hvor høj grad afspejler litteraturen det omgivende samfund, og i hvor høj grad lever den sit eget liv som en stat i staten, i relativ autonomi? Hvordan opstår fællespræg og vekselvirkninger mellem flere værker, intertekstualitet, og mellem flere kunstarter, interart, i en periode? Hvordan overskrider æstetiske værdier deres egen tid og sociale baggrund?

Den sociologiske litteraturhistorie

søger at sammenfatte de andre områders erkendelse til overordnede historiske synteser. Idealet vil være en systematisk social litteraturhistorie om hele samfundets litterære aktivitet på alle niveauer i alle perioder, dvs. principielt alt, hvad der skrives/fortælles/spilles/synges, og hvordan det bruges, både i de dominerende kulturmiljøer og i subkulturer og "modoffentligheder", også den mundtlige digtning, kvindernes og de folkelige bevægelsers genrer og spredningsveje, også børnenes læsning og triviallitteraturens bestsellere.

Foreløbig har den sociologiske litteraturbetragtning — ofte i polemik mod den æstetisk orienterede kritik — især medvirket til at udvide litteraturbegrebet, relativere klassiske smagsnormer, nytolke og omvurdere den klassiske kanons tekster, genopdage fortrængte forfatterskaber og genrer og dermed ommøblere litteraturhistorien.

På alle fire områder arbejdes i kombinationer af empiri og analyse, af kvalitative og kvantitative metoder, og på alle fire områder har det litteratursociologiske perspektiv befrugtet den generelle litteraturvidenskab.

Feltets metodeudvikling sker i samspil med mange fag og forskningsgrene: social- og mentalitetshistorie, offentlighedsteori, socialantropologi og socialpsykologi, kvindeforskning og etniske studier, religionssociologi, sociolingvistik, kommunikations- og medieforskning, fritidssociologi, kulturgeografi og kulturøkonomi.

I praksis har den intensive litteratursociologiske forskning siden 1960'erne haft indflydelse på international uddannelses- og kulturpolitik, bl.a. via UNESCO, og på national lovgivning om kunststøtte, litteraturformidling og bogmarkedsforhold.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Hertel: litteratursociologi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117570