New Historicism

New Historicism, retning i amerikansk litteraturforskning, opstået i 1980'erne som en bestræbelse på at retablere og forny den historiske tilgang til litteraturstudiet. Begrebet blev lanceret i 1982 af den amerikanske renæssancelitteraturforsker Stephen Greenblatt i tidsskriftet Genre. Som navnet antyder, er retningen en reaktion dels på nykritikken, New Criticism, og dens princip om at læse den enkelte tekst som en selvberoende og afgrænset helhed, dels på den ældre historiske skoles tendens til at gengive den historiske situation som en total og stabil enhed, en tidsånd eller et verdensbillede, som den litterære tekst kun er en afspejling af. I modsætning hertil vil en typisk nyhistoricistisk læsning opfatte teksten som en begivenhed, der er påvirket af, men også påvirker en specifik historisk situation. Formålet er at sige noget både om en bestemt tekst (som regel en klassiker) og om en bestemt historisk-kulturel kontekst samt dynamikken imellem de to. Denne belyses i et perspektiv, der overskrider traditionelle faggrænser og inddrager viden fra områder, der almindeligvis menes at ligge litteraturen fjernt, fx medicinhistorie eller retsvidenskab. Ofte vil en nyhistoricistisk læsning lægge mærke til, hvordan teksten står i forbindelse med andre tekster, både litterære og ikke-litterære, og med omstændigheder som genrekonventioner, institutionelle tilhørsforhold og litteratursociologiske forhold i øvrigt.

Et kendetegn for retningen er, at dens udøvere som regel indleder deres analyser med en detaljeret genfortælling af en anekdote fra udkanten af den kultur, som er på tale, gerne om noget eksotisk eller bizart, for efterhånden at vise, hvordan anekdoten sammenfatter en problematik, der optræder centralt i både tiden og den valgte tekst. Greenblatt har fx vist, hvordan Shakespeares drama Henrik IV og samtidige beretninger om forfølgelser af ateister og koloniseringen af Nordamerika kan læses i lyset af hinanden på en måde, der afdækker symbolske magtstrukturer i England under Elizabeth 1. Det er i meget høj grad Greenblatts arbejder, der tegner linjen i den nye læsemåde, bl.a. i Renaissance Self-Fashioning (1980), Shakespearean Negotiations (1988) og Marvelous Possessions (1991). Andre nyhistoricistiske studier er Walter Benn Michaels' (f. 1948) The Gold Standard and the Logic of Naturalism (1987) om forholdet mellem amerikansk naturalisme og guldfoden for dollaren og John Benders (f. 1940) Imagining the Penitentiary (1987) om forholdet imellem den engelske 1700-t.s.-roman og den samtidige udvikling af fængselsvæsenet. Det understreges ofte, at New Historicism ikke samler sig om en teoretisk doktrin, men snarere er en pragmatisk metode, senest af Greenblatt og Catherine Gallagher (f. 1945) i Practicing New Historicism (2000).

Retningen har et centrum i University of California at Berkeley, hvor dens førende tidsskrift, Representations, udgives siden 1983.

Tilbagevendende kritikpunkter imod retningen er, at den mangler teoretisk begrundelse for sine koblinger imellem tekster og historiske forhold, og at den i praksis er lige så overskuende og generaliserende som den ældre historiske skole, den definerer sig i modsætning til. Desuden har hele bestræbelsen på at anskue litteraturen historisk mødt modstand fra kritikere, der udelukkende betoner litteraturens tidsoverskridende eller tidløse kvaliteter. Ikke desto mindre har New Historicism i USA (og i mindre grad i England og Tyskland) bidraget væsentligt til at flytte interessen ud over de rent tekstinterne anliggender, som først nykritikken og efterfølgende dekonstruktionen samlede litteraturforskernes opmærksomhed omkring, til spørgsmålet om, hvordan litterære tekster og sociale og historiske processer forholder sig gensidigt til hinanden.