Vasil Bykov, Vasil Vladimorovitj Bykov, hvideruss. Bykau, 1924-2003, hviderussisk forfatter. Bykovs fortællinger og romaner handler altovervejende om 2. Verdenskrig, enten ved fronten eller i baglandet. Fx Tranernes skrig (1960), Obelisken (1972), Ulveflokken (1974, da. Bag fjendens linjer, 1984) og Ulykkestegnet (1983, da. 1988).

Hans ærinde var fra første færd at afmytologisere krigen og fremhæve det enkelte individs samvittighed og ansvar. Det vakte til tider harme i sovjetpressen og Forfatterforeningen. I 1966, da romanen De døde føler ingen smerte udkom, blev Bykov således angrebet for at "krænke den gloriøse Røde Armé". Bykovs troværdige etiske engagement gjorde ham til gengæld til en forgrundsskikkelse i midten af 1980'erne, da den litterære verden satte sig i bevægelse for glasnost og perestrojka.

Efter Aleksandr Lukasjenkos tiltrædelse i 1994 som Hvideruslands diktatoriske præsident blev Bykov et samlingspunkt for den nationale opposition. Novellesamlingen Muren om Stalins terror blev afvist af statsforlaget og udkom vha. privat indsamlede midler. Fortællingen Ulvens hule (1998) var også ubekvem for regimet, idet den handler om eftervirkningerne af Tjernobyl-katastrofen i 1986. Kort før sin død afsluttede Bykov erindringsbogen At leve til daggry.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig