Jaan Kross, 19.2.1920-27.12.2007, estisk forfatter. Efter to år i en sovjetisk fangelejr blev Kross i 1950'erne en fremtrædende digter og oversætter. Men størst succes fik han, hjemme og i udlandet, med sine historiske romaner Mellem tre pestepidemier (1970), Tsarens galning (1978, da. 1992) og Professor Martens' afrejse (1984), som tegner tankevækkende paralleller til Sovjetstyrets undertrykkelse. Hans seneste romaner, Modvindsskibet (1987), Udgravninger (1990) og Modstand (1992), kombinerer fortsat minutiøse, historiske studier med moderne og fængslende problemstillinger. Romanen Tahtamaa-gården (2001) bidrog til samtidsdebatten, idet den skildrer problematikken med de fordrevne jordbesiddere, som efter Estlands selvstændighed fik mulighed for at kræve deres ejendomme tilbage. Forfatterskabets æstetiske og filosofiske hovedlinjer opsummeres i essaysamlingen Selvbiografisme og undertekst (2003), baseret på en række foredrag på Tartu Universitet. Blandt talrige hædersbevisninger modtog Kross Forbundsrepublikken Tysklands Store Fortjenstmedalje 1995.