• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ukraine - litteratur

Oprindelige forfattere MeDalog RiHLar Seneste forfatter Redaktionen

Den ukrainske, russiske og hviderussiske litteratur har fælles udspring i den østslaviske, byzantinsk påvirkede kultur, som opstod i Kyjivriget (900-1100-t.). Først fra 1300-t. kan man tale om en selvstændig ukrainsk litteratur med et eget sprog. Kyjiv, Ostrog og Lviv blev centre for bogtrykkerkunsten og oversættelser af religiøse skrifter.

Med dannelsen af Den Polsk-litauiske Union i 1569 indledtes en massiv polonisering. Den ortodokse kirkes opposition fik støtte fra den lærde forfatter Mileti Smotritskyj (1577-1633), og Athos-munken Ivan Vysjenskyj (ca. 1550-1620) blev grundlæggeren af den ukrainske satire. Poesien blev dybt præget af den polske barok, både mht. versemål og den religiøst-moralske tematik. Inden for prosaen var oversættelser af vestlige hagiografier (helgenbiografier) og ridderromaner altdominerende.

I 1700-t. fik de anonyme skoledramaer en opblomstring, mens fjællebods- og dukketeatre udgjorde en folkelig modkultur. Hryhoryj Skovoroda (1722-94) skrev såvel oplysningsfilosofiske skrifter som følsomme elegier og burlesk-satiriske digte. Ivan Kotljarevskyj (1769-1838) gav poesien nye, smidige versemål, som var tilpasset den naturlige sprogrytme. Hans Vergil-travesti, Æneiden på ukrainsk vis (1798, fuldstændig udg. 1842), er en national klassiker. Men også den russiske litteratur har optaget varige impulser fra denne grotesk-satiriske tradition, formidlet af en lang række ukrainskfødte forfattere, lige fra N. Gogol til M. Bulgakov.

Annonce

1800-t. var nationalromantikkens storhedstid. I 1830'erne indledtes en systematisk indsamling af folklore, navnlig de rigt varierede eventyr og dumy, dvs. kosakkernes heltedigte. Mykola Kostomarov (1817-85) og Pantelejmon Kulisj (1819-97) bidrog med historiske romaner og stod i spidsen for Det Kyrillo-methodiske Broderskab og andre litterære grupper. Taras Sjevtjenko var epokens nyskabende og oprørske genius og æres stadig som Ukraines nationaldigter.

I anden halvdel af 1800-t. fik den realistiske prosa sit gennembrud. Maria Aleksandrivna Vilinska-Markovytj (1834-1907) udgav i 1860, under pseudonymet Marko Vovtsjok, Institutfrøkenen, den første ukrainske fortælling med et bevidst socialt-kritisk sigte. Ivan Karpenko-Karyj (1845-1907) skabte debat med sine tragikomiske skuespil. Ivan Franko betegnede højdepunktet af den samfundskritiske bølge. Andre som fx Lesja Ukrainka (pseudonym for Larysa Kossatj-Kvitka, 1871-1913) søgte i stedet refleksion og fordybelse i deres poesi og essays.

I 1900-t. blev de nationalistiske og socialistiske strømninger til regulære fronter kulminerende med dannelsen af Sovjetunionen i 1922. Mange forfattere, herunder symbolisten Pavlo Tytjyna (1891-1967) og den lærde nyklassicistiske digter Maksym Rylskyj (1895-1964), erklærede deres troskab mod sovjetmagten. Andre som fx dramatikeren Volodymyr Vynnytjenko (1880-1951) valgte eksilet. Flere af dem omkom siden i nazisternes kz-lejre, fx Olha Kobyljanska (1863-1942). Efter 2. Verdenskrig blev USA centrum for den virksomme, men efterhånden isolerede ukrainske eksilkultur.

I 1930'erne indledte Stalin systematiske udrensninger af den ukrainske intelligentsia. Forfatteren og filmskaberen Aleksandr Dovzjenko var blandt de mange forfulgte kunstnere, som først blev fuldt rehabiliteret under tøbruddet. Gennem de mange politiske omsving stod Oles Hontjar (1918-95) som et markant samlingspunkt i kraft af sit årelange virke i forfatterforeningen, men også pga. sit omfattende lyrisk-realistiske forfatterskab med hovedværker som romantrilogien Bannerførerne (1946-48) og Mennesker og våben (1960). Den uofficielle litteratur blev udbredt via samizdat-udgivelser. Blandt de betydeligste bidrag var Vassyl Stus' (1938-85) systemkritiske digte og Valeryj Martjenkos (1947-84) indtrængende essays om menneskerettigheder.

Gorbatjovs reformpolitik fra 1985 fik sin helt særlige respons i Hviderusland og Ukraine, hvor havariet på Tjernobylværket i 1986 aktiverede såvel miljøbevidstheden som de latente antisovjetiske og antirussiske stemninger. En del forfattere sluttede sig i 1989 til organisationen Rukh. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 har kræfter arbejdet for at genindføre det ukrainske sprog i alle samfundsinstanser og i litteraturen, hvor det efterhånden kun udgjorde 3% af udgivelserne. I 1995 bidrog forfatterforeningen til Den ukrainske intelligentsias manifest og til at organisere en storstilet kongres, rettet mod regeringens russiskvenlige politik. Men ved begyndelsen af 2000-t. står den ukrainske litteratur og identitet dybt splittet mellem vest og øst.

Læs mere om Ukraine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard, Rikke Horsted Bundgaard: Ukraine - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176515



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Ukraine - litteraturMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik