Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hviderusland - litteratur

Oprindelige forfattere MeDal og RiHLar Seneste forfatter Redaktionen

Fra ca. 1000-1300-t. var Hviderusland integreret i den fælles, østslaviske kultur. Litteraturen var religiøs og sproget kirkeslavisk. Frantsysk Skaryna (ca. 1485-ca. 1540), hvis bibeloversættelser og -kommentarer havde islæt af folkesproget, grundlagde de første østslaviske bogtrykkerier, men først i 1500-t.s memoireværker ses en veludviklet, verdslig hviderussisk litteratur.

Fra 1569 satte en massiv polsk kulturpåvirkning ind. To anonyme satirer: Mjalesjkas tale (ca. 1630) og Et brev til Abukhovitj (1655), rettet mod polsk forvaltning og levevis, er lyspunkter i en ellers udpræget nedgangsperiode. Det ligeledes anonyme digt En klagesang ved abbed Lavon Karpovitj' død (1620) er en poetisk guldgrube, som først blev fundet i 1974. Simiaon Polatski (1629-80) bidrog til den hviderussiske poesi, før han indskrev sig i den kirkeslaviske/russiske litteratur som Simeon Polotskij.

Det hviderussiske drama har udspring i de jesuitiske og ortodokse præsteseminarier. I de såkaldte "skoledramaer" indførtes med tiden komiske interludier, hvor det var skik, at højtstående personer talte latin, respektive kirkeslavisk, mens lavtstående — herunder Djævelen — talte hviderussisk. Ligesom i Ukraine var også dukketeatret en livskraftig, folkelig modvægt til den kulturelle undertrykkelse.

Annonce

I begyndelsen af 1800-t. voksede den nationale modstand. Digteren og dramatikeren Vikentij Dunin-Martsinkevitj (1807-84) blev, som mange andre, udsat for stadige censurindgreb, og polsk sentimentalisme eller præromantik var altdominerende. Pauluk Bakhrym (1831-91), landets første bondedigter, var en markant undtagelse. Frantsisjak Bogusjevitj (1840-1900) betegnes ofte som den moderne hviderussiske litteraturs fader, med digtsamlinger som Den hviderussiske fløjte (1891) og med sine nationalt og socialt bevidste fortællinger.

Årene 1906-15 kaldes "Nasja niva" (Vor kornmark) efter det toneangivende tidsskrift. Janka Kupala skabte de skuespil og digte, som gjorde ham til landets højtelskede nationaldigter. Jakub Kolas' (1882-1956) romaner, bl.a. trilogien Ved korsvejen (1923-54), kan betegnes som en "encyklopædi over det førrevolutionære Hviderusland". Ales Kharum (1887-1920) og Maksim Bogdanovitj (1891-1917) gav poesien nye, forfinede udtryk. Hvideruslands første litteraturhistorie, som udkom i 1920, blev skrevet af romanforfatteren Maksim Kharetski (1893-1939). I endnu et tiår var der livlige fejder om den "sande, revolutionære litteratur", men i 1932 blev alle fraktioner opløst og forfatterne tvunget ind i den nydannede alsovjetiske forfatterforening.

Stalins terror ramte også Hvideruslands forfattere. En del flygtede til udlandet og fortsatte deres virke i emigrationen. Efter tøbruddet fik især prosaen en renæssance med Janka Bryl (1917-2006), Ivan Sjamjakin (1921-2004) og Ivan Melesj (1921-76) i spidsen. Fra midten af 1980'erne blev Vasil Bykov en forgrundsfigur i kampen for glasnost og et tiår senere for hele den hviderussiske kultur, som på ny så sig truet af diktatur og udslettelse.

Læs mere om Hviderusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Dalsgaard, Rikke Horsted Bundgaard: Hviderusland - litteratur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94219