Generelt kan man opfatte digtning som en form for virkelighedsskildring: Ord betegner (bl.a.) virkelighedselementer, og især dramaet viser os personer, der handler og taler. Aristoteles bestemte i den forbindelse digtningen som mimesis, virkelighedsfremstilling.
Realistisk er således den litteratur, der beror på, at læseren, tilhøreren eller tilskueren basalt genkender indholdet som mulig virkelighed og menneskelig handlen.
I dette perspektiv kan mange tiders arter af digtning kaldes realistiske, men ikke alle, fordi fx myter, eventyr og nogle typer af lyrik væsentligt peger i andre retninger. Med god grund kan betegnelsen dog bruges om så forskellige værker som romerske satirer, Dantes Helvede, middelalderens komiske fortællinger, nyere tids komedier, noveller, pikareske romaner, borgerlige dramaer, for at nævne eksempler fra før 1800.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.