Poetisk realisme, retninger i dansk og tysk litteratur i 1800-tallet. Med ordet "poetisk" signaleres, at det er en mere harmoniserende end kritisk realisme.

På dansk grund er betegnelsen brugt af litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen om Poul Martin Møller, Christian Winther, Johan Ludvig Heiberg og flere digtere, der trådte frem i 1820'erne.

De skildrede det konkrete og ofte det lokale som noget typisk, i et forsonligt perspektiv af det ideale i bl.a. genrebilleder, idyller, vaudeviller og hverdagshistorier — et åndspræg, man senere har givet navnet biedermeier.

I tysksproget litteratur bruges betegnelsen poetisk realisme om en række forfattere i tiden efter ca. 1850, bl.a. lyrikeren Eduard Mörike, men fortrinsvis roman- og novelleforfattere som schweizerne Gottfried Keller og Conrad Ferdinand Meyer, sydslesvigeren Theodor Storm og østrigeren Adalbert Stifter.

Den virkelighed, deres digtning gror af, er ofte hjemstavnspræget, men sproget er kun i få tilfælde dialekt som hos nordtyskeren Fritz Reuter.

Tilsvarende fortællekunst findes også i andre lande, fx i Bjørnstjerne Bjørnsons norske og George Sands franske bondefortællinger eller i Ivan Turgenevs erotiske noveller og romaner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig