Nibelungenlied. Nibelungenlieds indledningslinjer i manuskript C fra 1. halvdel af 1200-t.

.

Tristan og Isolde. I 1100-t. skabtes historien om Tristan og Isoldes lidenskabelige og ulykkelige kærlighed. Her ses de med den fatale trylledrik, der ulovligt binder dem til hinanden. Miniature i et fransk Tristan-manuskript fra 1400-t.

.

Sagalitteratur. Islændingesagaerne foregår i et bondesamfund, hvor stridigheder, der fører til drab, mordbrand og blodhævn, ofte har deres udspring i arbejdslivets småkonflikter. Her ses et islandsk lovhåndskrift fra 1500-t., der viser søsætning af et skib.

.

Middelalder. Miniature fra håndskrift fra ca. 1350 med Den guddommelige komedie. I den isnende kulde, der hersker nær Helvedes bund, som vises midt i billedet, ser Dante og Vergil grev Ugolino fra Pisa fortære ærkebiskoppen Ruggieri degli Ubaldini, der havde forrådt og indespærret ham og ladet ham sulte til døde.

.

Middelalderen - litteratur - folkesproglig litteratur, En egentlig, verdslig skønlitteratur på folkesprog (modsat latin) opstod i Vesteuropa i den tidlige middelalder. Først fandtes på folkesprog især religiøs digtning, således fra 700-t. det ældste engelske digt Drømmen om korset.

Fra samme tid stammer af verdslig digtning det engelske sagnhistoriske kvad Beowulf og noget senere det ældste germanske heltedigt Hildebrandslied. De første franske litterære tekster på folkesprog er helgenlegender; fra slutningen af 1000-t. får vi historiesange, chansons de geste. I nogle af disse optræder Holger Danske, der blev en populær litterær skikkelse i mange lande.

Højmiddelalderen (1100-1200-t.) var en strålende tid for den verdslige skønlitteratur på folkesprogene. Den udsprang i Frankrig og blev til inspiration for hele Europa, først med trubadurlyrikkens kærlighedspoesi, der blomstrede ved de sydfranske hoffer; siden med romaner (af oldfr. romanz 'romansk', dvs. på folkesprog), der skabtes som en ny genre.

Romanerne var først på vers, men mange af dem omsattes til prosa, samtidig med at andre nye digtedes på prosa fra begyndelsen af 1200-t. De var først gendigtninger af stof fra antikken, de såkaldte antikke romaner, men snart foretrak man fortællinger frit inspireret, i høvisk stil, af keltisk mytologi, som romanen Tristan og Isolde og de eventyrlige ridderromaner om den engelske sagnkonge Arthurs kreds, fx Lancelot og Den hellige Gral.

På tysk er de litterære højdepunkter kærlighedspoesien, minnesang, og det originale Nibelungenlied (ca. 1200). Hartmann von Aue og Wolfram von Eschenbach omskabte flere af Arthurromanerne og forfattede også betydningsfulde originale værker. Gottfried von Strassburg gendigtede Tristanromanen. En sagnkreds om Didrik fra Bern dannedes litterært i Tyskland og Norden.

På Island blev bl.a. skrevet eddadigtning og de berømte sagaer, der stadig sættes højt, både litterært og som kulturhistorisk vidnesbyrd. Desuden blev mange Chansons de Geste og ridderromaner oversat til oldnordisk.

I Italien udformedes sent i 1200-t. samlingen Novellino, der blev model for Boccaccios Dekameron og bl.a. rummede fortællinger om Lancelot og Tristan. I Spanien skabtes fra midten af 1100-t. heltedigte om el Cid, og her og i Italien og Portugal digtedes kærlighedslyrik inspireret af trubadurerne.

Især i Frankrig og Tyskland digtedes, gendigtedes og videredigtedes den satiriske Ræveroman; dertil kom skæmtehistorier, de franske fabliaux og de tyske Schwänke. Den allegoriske digtning, som dels allerede kendtes fra antikken, dels knytter an til middelalderlig fortolkningsmetode, blev fremherskende og fik stor betydning også for den følgende tids verdslige fiktionslitteratur. Allegoriske mesterværker er den franske Roseroman fra 1200-t. og den engelske Piers Plowman fra 1300-t. af en ellers ukendt William Langland.

Senmiddelalderen (1300-1400-t.) prægedes bl.a. af en voksende interesse for slægtsromaner som fx Le Roman de Mélusine af Jean d'Arras. Lyrikken skiftede karakter, den løsrev sig fra musikken, samtidig med at faste digtformer genskabtes og nyskabtes.

En enestående digter, der peger frem mod moderne tid, er François Villon. Novellen som genre blev vigtig i 1300-t., bl.a. takket være Boccaccio i Italien og Chaucer i England. I 1400-t. komponeredes der novellesamlinger på alle europæiske sprog, mest berømt er 100 nye noveller, Cent Nouvelles nouvelles, nye i forhold til Dekameron.

Den største litterære kreativitet fandt sted i England, først og fremmest med værker af Chaucer, den nævnte Langland og John Gower (ca. 1330-1408), men også med omsætninger af Arthurromaner og dertil den originale Sir Gawain and the Green Knight. Arthurstoffet samledes op i en vældig syntese sidst i 1400-t. af Malory i Morte D'Arthur.

Ridderromanen på prosa blomstrede i Spanien i 1400-t., både i bearbejdelser og original digtning, der i 1500-t. blev inspiration for de elskede Amadisromaner. På tysk fik humanismen udtryk allerede ca. 1400 i et stort anlagt debatdigt på prosa, Der Ackermann aus Böhmen, af Johannes von Saaz.

I Danmark og Sverige opstod først sent en skønlitteratur på nationalsprog, og da mest i form af oversættelser fra fransk og tysk.

Kronen på den middelalderlige europæiske skønlitteratur på folkesprog er Dantes Den guddommelige komedie fra begyndelsen af 1300-t. Kun lidt senere er det også i Italien, man finder den tidlige renæssance fornemt repræsenteret af Petrarcas lyriske digtning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig